Overførsel af ferie

Overførsel og udbetaling af ferie

I henhold til DTU’s retningslinje forventes det, at al ferie afholdes i ferieafholdelsesperioden.

Optjent ferie udover 4 uger kan dog aftales overført eller udbetalt (undtagelsesvist).

Overførsel

Kan du mod forventning ikke afholde alle 5 ferieuger i ferieafholdelsesperioden, kan du og din leder undtagelsesvist aftale at overføre ferie ud over 4 uger (5 feriedage) til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.

Aftalen skal være indgået senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december. I aftalen skal det fremgå, hvornår feriedagene afholdes. Aftalen udarbejdes i Fusion, som medarbejder udfylder, leder godkender og HR effektuerer. I Fusion skal medarbejderen under "Mig" vælge "Dokumentrecords" og i "Dokumenttype" vælge "Overførsel af feriedage".

Du skal være opmærksom på, at du ikke ensidigt kan bestemme, at ferie udover 4 uger skal overføres – dette kræver en aftale med din leder.

Udbetaling

Det er DTU’s overordnede holdning, at ferie og særlige feriedage ikke udbetales. Derfor forventes det, at al optjent ferie afholdes, og at overførsel kun sker undtagelsesvis efter aftale med ledelsen. Begrundelse for overførsel skal fremgå.

Optjent ferie ud over 4 uger, der undtagelsesvis ikke er afholdt eller aftalt overført, skal udbetales ved ferieafholdelsesperiodens udløb (31. december).

Hvis du har været fuldtidsansat på DTU i hele ferieåret og ferien ikke er afholdt eller aftalt overført, skal DTU automatisk udbetale feriepenge, der vedrører ferie udover 4 uger, ved ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december.

Hvis du ikke har været fuldtidsansat på DTU i hele ferieåret, skal du, jf. ferieloven, skriftligt erklære, at feriepengene vedrører optjent ferie, der stammer fra ferie udover 4 uger, og at du ikke har modtaget offentlige ydelser, før DTU kan udbetale feriepengene.

Ferie under 4 uger

Ifølge ferieloven skal du som minimum holde 4 ugers ferie årligt. DTU’s holdning er, at alle 5 ugers ferie (25 dage) skal afholdes i ferieafholdelsesperioden. Ved at varsle ferie sikrer DTU, at du holder din ferie. Holder du mod forventning ikke den optjente ferie, tilfalder feriebetalingen som udgangspunkt Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. ferielovens § 34, stk. 1.

Overførsel af særlige feriedage

Som udgangspunkt skal alle særlige feriedage afholdes i afholdelsesperioden for særlige feriedage.

Du og din leder kan aftale, at særlige feriedage overføres til det følgende ferieår. Aftalen udarbejdes via Fusion.

Udbetaling af særlige feriedage

Resterende særlige feriedage, der ikke ved ferieårets udløb (30. april) er aftalt overført til næste ferieår, udbetales.

Udbetaling af særlige feriedage begrænses ved at ledelsen varsler resterende særlige feriedage til afholdelse.

Supportsag til HR

Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal

Overførsel af ferie

Du kan anmode om overførsel af feriedage via DTU Fusion i perioden 1/12 til 7/1 og særlige feriedage i perioden 1/4 til 7/5.


Opdateret 18 januar 2026