Seniorordninger

Formål

Der kan indgås følgende to typer aftaler for seniormedarbejdere: Generelle aftaler om ansættelsesvilkår (I) og seniorordninger i henhold til overenskomstparternes til enhver tid gældende aftale om seniorordninger (II).

De konkrete aftaler udarbejdes i samråd med Koncern HR.

I. Generelle aftaler om ansættelsesvilkår

Der kan indgås aftaler om regulering af arbejdsforholdet og ansættelsesvilkårene for seniormedarbejdere på lige fod med andre ansatte på DTU. Det er nærmeste leder, der via samtaler (herunder MUS) afdækker eventuelle behov for ændringer i jobindhold og/eller arbejdstid med medarbejderen.

Følgende punkter retter sig ikke specifikt mod seniormedarbejdere, men kan indgå i drøftelserne med seniormedarbejderen og efterfølgende danne grundlag for en aftale med pågældende:

  1. Ønsker og behov til den jobmæssige fremtid – samt udarbejdelse af en individuel plan
  2. Nedsættelse af den ugentlige arbejdstid med en tilsvarende lønnedgang
  3. Ændringer i ansvarsområdet, såvel en udvidelse som en reduktion
  4. Større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af opgaveløsningen
  5. Behov for vedligeholdelse og/eller udvikling af medarbejderens kompetencer samt udarbejdelse af en individuel plan herfor
  6. Hvis medarbejderen har behov for ekstra frihed, kan det aftales, at vedkommende kan købe ekstra fridage
  7. Mulighed for efterløn, delpension og social delpension fra henholdsvis A-kasse, pensionskasse og bopælskommune

II. Seniorordninger

Cirkulære om aftale om seniorordninger af 5. november 2024 fastlægger mulighederne for indgåelse af særlige seniorordninger. Der henvises generelt til det gældende cirkulære.

Seniorordninger er baseret på frivillighed og forudsætter en fælles forståelse mellem medarbejderen og dennes nærmeste leder.

Der kan aftales seniorordninger for medarbejdere, der ansøger om at overgå til deltid (fra 60 år) eller til en lavere placeret stilling – retræte (fra 58 år), eller en kombination af deltid og retræte.

Aftrapning i tid (Seniorordning med deltid)

Seniorordning med deltid forudsætter, at

  • medarbejderen er fyldt 60 år og
  • medarbejderen har været ansat i sammenlagt 10 år inden for aftalens dækningsområde, og
  • at arbejdstiden efter nedsættelsen udgør mindst 15 timer pr. uge.

Seniorordning med deltid giver mulighed forat aftale, at der for medarbejdere, der går på deltid og som er

  • overenskomstansatte indbetales et forhøjet pensionsbidrag i forhold til den aftalte deltid, således at den samlede pensionsindbetaling maksimalt svarer til det tidligere pensionsbidrag.
  • tjenestemænd kan bevilges fortsat optjening af pensionsalder op til den hidtidige beskæftigelsesgrad.

Aftrapning i job/charge (Seniorordning med retræte)

Seniorordning med retræte forudsætter, at

  • medarbejderen er fyldt 58 år – og
  • efter ansøgning overgår til en lavere placeret stilling, og
  • har været ansat på fuld tid i de seneste 10 år i en stilling med ledelsesansvar eller tilsvarende krævende stillingindenfor staten.

Seniorordning med retræte giver mulighed for, at

  • DTU indbetaler et forhøjet pensionsbidrag, således at den samlede pensionsindbetaling maksimalt svarer til det tidligere pensionsbidrag (overenskomstansatte)
  • at tjenestemænd og ansatte med tjenestemandspensionsret kan bevare retten til at få pension beregnet efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn.
  • der ydes et ikke-pensionsgivende tillæg, der højst må udgøre forskellen mellem lønnen i den hidtidige stilling og i retrætestillingen. Tillægget skal være aftrappet efter højst 3 år og aftrappes med mindst 1/3 hver 12. måned (overenskomstansatte og tjenestemænd)

Seniordage (betalt frihed)


For seniormedarbejdere, der er fyldt 62 år, kan aftales

  • op til 1 dags frihed med løn pr. måned – dvs. maksimalt 12 ekstra fridage pr. år. Friheden kan afvikles som hele eller halve arbejdsdage, enkeltvis eller i sammenhæng, samt som enkelttimer. Afviklingstidspunkt og/eller afviklingsbetingelser drøftes og fastsættes med nærmeste leder.

Da DTU ønsker tilbageholdenhed med hensyn til at indgå aftaler om op til 1 dags betalt frihed pr. måned til medarbejdere, kan der kun undtagelsesvis indgås disse aftaler.

Fastholdelsesbonus

For seniormedarbejdere, der er fyldt 62 år, kan aftales en særlig fastholdelsesbonus, som kommer til udbetaling, hvis seniormedarbejderen udskyder sin fratræden indtil et nærmere aftalt tidspunkt.

Da DTU ønsker tilbageholdenhed med hensyn til at indgå aftaler om udbetaling af fastholdelsesbonus til medarbejdere, kan der kun undtagelsesvis indgås disse aftaler.

Frivillige fratrædelsesordninger

Ordningen kan anvendes i situationer, hvor ledelsen vurderer, at personalereduktioner er eller forudses at blive nødvendige, og hvor det i den forbindelse vil være hensigtsmæssigt at fremme den frivillige fratræden.

En frivillig fratrædelsesordning for overenskomstansatte kan indeholde:

 

Fratrædelsesbeløb – der ydes som følger:

  • 1 måneds løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
  • 2 måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse
  • 3 måneders løn efter 18 års uafbrudt beskæftigelse

I særlige tilfælde kan beløbet forhøjes, dog maksimalt:

  • 2 måneders løn efter 9 års uafbrudt beskæftigelse
  • 4 måneders løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
  • 6 måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse

Tjenestefrihed

Indtil 7 måneders varighed umiddelbart før fratrædelsestidspunktet. Tilgodehavende ferie forudsættes afholdt i perioden med tjenestefrihed.

Indbetaling af ekstraordinære pensionsbidrag

Alternativt til fratrædelsesbeløb og periode med tjenestefrihed kan der indbetales ekstraordinære pensionsbidrag for overenskomstansatte op til 4 års samlet pensionsbidrag. Det ekstraordinære pensionsbidrag indbetales på én gang.

En frivillig fratrædelsesordning for tjenestemænd kan indeholde følgende:

  • En årlig ydelse som supplement til pensionen indtil den til enhver tid gældende folkepensionsalder.
  • Tillæg af ekstraordinær pensionsalder og/eller ydelse af fratrædelsesbeløb.
  • Der kan tillægges op til 4 års ekstraordinær pensionsalder, dog maksimalt op til 37 års pensionsalder.

Fratrædelsesbeløb

Der kan ydes fratrædelsesbeløb efter særlige regler i aftalen om senior- og fratrædelsesordninger.

Ikrafttræden

Retningslinjen til seniorpolitikken er godkendt af direktionen og drøftet i HSU i marts 2017. Den træder i kraft ved offentliggørelse på DTU Inside.

Ændring

Retningslinjen kan ændres med 3 måneders varsel efter behandling i HSU. Ændringer kommunikeres via DTU Inside. 

Retningslinjen er opdateret af Sabrina Sahl juni 2025.



Supportsag til HR

Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal

Generelle spørgsmål til HR

Generelle spørgsmål til HR Ring til os mandag til fredag kl. 9.00-12.00 Telefon: 45255050

Opdateret 15 oktober 2025