Quizzer og afstemninger

Introduktion til student response-systemer

Et student response-system er et interaktivt værktøj, der understøtter aktiv inddragelse af studerende under forelæsninger – både i klassen og i fjern- og hybridundervisning. Systemet gør det muligt at stille spørgsmål, gennemføre quizzer og afstemninger, som de studerende kan besvare i realtid via deres egne enheder.

De vigtigste fordele ved et student response-system er, at det skaber en mere dynamisk og responsiv undervisnings- og læringsoplevelse ved at:

  • muliggøre øjeblikkelig feedback,
  • øge de studerendes deltagelse,
  • understøtte kommunikation mellem studerende og undervisere
  • hjælpe underviserne med at danne sig et overblik over de studerendes forståelse af stoffet.

Brug Vevox til quizzer og afstemninger i din undervisning

Vevox er udviklet til at øge interaktiviteten af undervisning og engagere de studerende. Som underviser stiller du spørgsmål og præsenterer svarmuligheder og resultater gennem din webbrowser. De studerende svarer enten via en webbrowser eller Vevox appen.

Du kan lade studerende være anonyme eller delvist anonyme, når du bruger Vevox. Anonymitetsindstillingen gør, at studerende føler sig mere trygge ved at deltage og svare ærligt i diskussioner – både i klassen og online. Det kan være fordrende for at flere studerende deltager aktivt i undervisning.

Fasthold studerendes opmærksomhed under forelæsningen med quizzer og afstemninger

Du kan blandt andet bruge quizzer og afstemninger i din undervisning for at fastholde studerendes opmærksomhed under en forelæsning. Forskning viser, at de fleste mister opmærksomheden efter 20 til 25 minutters passiv lytning, selv når emnet er meget interessant (Ulriksen 2014: 305). Online er opmærksomhedsspændet endnu kortere. Ved at tilføje enkelte Vevox-aktiviteter til din undervisning kan du skabe variation og hjælpe med at fastholde studerendes opmærksomhed.

Sørg for, at dine Vevox-aktiviteter er konstruktivt aligneret med resten af kurset

Du kan bruge Vevox på mange måder i din undervisning. Uanset anvendelsesform er det vigtigt, at de undervisnings- og læringsaktiviteter, du designer med Vevox, hænger konstruktivt sammen med kursets læringsmål og evaluering (formativ og summativ).

 

Eksempler på undervisnings- og læringsaktiviteter, der understøttes af Vevox

Nedenfor finder du en ikke-udtømmende liste over aktiviteter skabt med Vevox, som du kan inkludere i din undervisning:

Kontakt

Morten Høyer

Morten Høyer Digital Learning Consultant

Quizzer og spørgeskemaer kan bruges før, under eller efter et kursus. Før den første undervisning kan du vurdere de studerendes forhåndsviden om emnerne i dit kursus gennem en pre-test. Dette giver dig mulighed for på forhånd at vide, hvilke emner der kræver ekstra opmærksomhed. Det kan være særligt nyttigt, hvis du underviser på et kursus med studerende fra forskellige studieprogrammer, som har forskellig forhåndsviden.

At bygge videre på de studerendes forhåndsviden er sandsynligvis det mest grundlæggende princip i uddannelsespsykologi, ifølge den amerikanske psykolog David Ausubel (1978), så det er afgørende at kende dine studerende.

Her er nogle tips til, hvordan du kan gennemføre en vurdering af de studerendes forhåndsviden før kursusstart:


Design vurderingen

 

  • Forbered en række spørgsmål, der dækker kursets grundlæggende begreber.
  • Overvej at inkludere en blanding af spørgsmålstyper såsom multiple choice, sandt/falsk, korte svar og rangeringsspørgsmål for at vurdere forskellige niveauer af forståelse.
  • Sørg for, at spørgsmålene er klare og entydige og dækker forskellige aspekter af emnet for at få et omfattende billede af de studerendes forhåndsviden.

Kommunikér med de studerende

  • Informér de studerende om den kommende vurdering af forhåndsviden via e-mail eller DTU Learn i god tid før fristen. Sørg for at informere om, at vurderingen er obligatorisk, men ikke tæller med i den endelige karakter.
  • Giv instruktioner om, hvordan man tilgår og deltager i Vevox-sessionen.
  • Understreg vigtigheden af ærlige svar for at kunne vurdere vidensniveauet korrekt.

Gennemfør vurderingen

  • Planlæg Vevox-sessionen, inden kurset begynder.
  • Vejled de studerende i, hvordan de tilslutter sig Vevox-sessionen ved hjælp af det angivne session-ID.
  • Giv de studerende tilstrækkelig tid til at gennemføre vurderingen.

Analyser dataene

  • Brug Vevox’ analyseværktøjer til at gennemgå svarene.
  • Identificér fælles styrker og svagheder på tværs af student gruppen.
  • Kig efter mønstre i dataene, der kan indikere udbredte misforståelser eller videnshuller.

Tilpas kursusindholdet

  • Tilpas kursusindholdet baseret på analysen for at adressere identificerede huller.
  • Giv ekstra ressourcer eller indledende læsning til områder, hvor de studerende viser begrænset forståelse.
  • Planlæg at bruge mere tid på emner, der ser ud til at være udfordrende for størstedelen af klassen.

Feedback og opfølgning

  • Del et sammendrag af vurderingsresultaterne med de studerende i den første undervisning, så de forstår deres fælles udgangspunkt.
  • Giv feedback på de områder, der kræver forbedring, og vejled i, hvordan de studerende kan forberede sig bedre.
  • Opfordr de studerende til at henvende sig med spørgsmål eller bekymringer om deres videnshuller.

At integrere quiz som et obligatorisk forberedelsesværktøj kan i høj grad styrke studerendes aktive engagement og forståelse. Ved at anvende interaktive quizzer i Vevox kan studerende aktivt gennemgå og teste deres forståelse af undervisningsvideoer og lærebogsmateriale inden undervisningen. Dette hjælper ikke kun de studerende med at identificere deres videnshuller, men sikrer også, at de har den grundlæggende viden til at deltage i dybere og mere meningsfulde diskussioner i klassen, der fokuserer på at udvikle højere ordens kognitive færdigheder (jf. Blooms taksonomi). Dette kan være en del af en flipped classroom-tilgang.

Se denne inspirerende video på 6 minutter, hvor professor Wolfgang Ketterle fra MIT forklarer, hvordan ”flipping the classroom” forvandlede hans undervisning i kurset Atomfysik.

Her er nogle forslag til, hvordan du kan bruge quizzer som en del af de studerendes forberedelse til aktiviteter i undervisningen:

Fremme forberedelse

Brug obligatoriske quizzer til at sikre, at studerende gennemgår materialet inden undervisningen:

1. Gennemgang af forståelse

  • Brug quizzer til at vurdere de studerendes forståelse af det materiale, de har forberedt sig på.
  • Brug quizzer til at hjælpe studerende med at identificere områder, hvor de har udfordringer og har brug for yderligere forklaring.

2. Fremme kritisk tænkning

  • Design quizspørgsmål, der kræver kritisk tænkning og anvendelse af viden frem for udenadslære.
  • Brug scenariebaserede spørgsmål til at teste de studerendes evne til at anvende koncepter i virkelige situationer.

3. Feedback

  • Sæt quizzen op til at give øjeblikkelig feedback (korrekt svar evt. med forklaring) på de studerendes svar, for at styrke læringen.

Adaptiv undervisning

Tilpas aktiviteter i undervisningen baseret på quizresultater for at fokusere på områder, hvor studerende har brug for mere øvelse eller forklaring.

1. Diskussionsstarter i undervisningen

  • Brug quizresultaterne til at starte diskussioner om (identificerede) komplekse eller misforståede emner.

 

Peer Instruction, udviklet af Harvard-fysikeren Eric Mazur, er en interaktiv undervisnings- og læringsmetode, der er designet til at øge engagement og forståelse gennem konceptuelle spørgsmål og diskussioner mellem deltagerne. Metoden består af korte forelæsninger, afbrudt af multiple-choice spørgsmål, som studerende først besvarer individuelt via et student-response system og derefter diskuterer i par, før de stemmer igen. Aktiviteten afsluttes med, at underviseren forklarer, hvorfor det korrekte svar er korrekt.

Peer Instruction fremmer aktiv læring, øjeblikkelig feedback og en dybere forståelse af komplekse begreber, hvilket gør metoden ideel til ingeniør- og tekniske fag.

Fordele ved Peer Instruction aktiviteten for underviseren

  • Kan skabe mere variation i undervisnings- og læringsaktiviteterne.
  • Kan overvinde“the curse of knowledge” ved at udnytte, at studerende ofte er bedst til at forklare for deres medstuderende.
  • Gøre opmærksom på og rette studerendes konceptuelle misforståelser.
  • Kan tilpasse undervisnings- og læringsaktiviteterne til, hvad de studerende har lært, og hvad de endnu ikke har lært.
  • Kan hjælpe studerende med at identificere egne områder med svag mestring.
  • Dialogbaseret undervisning og læring er nøglen i en studentercentreret læringsmetode.

Fordele ved aktiviteten for de studerende

  • Studerende lærer bedre, når de er aktivt engagerede.
  • Studerende er ofte mere engagerede, når der er variation i aktiviteterne.
  • Studerende bliver ofte aktiverede og engagerede af digitale teknologier, der understøtter kommunikation med medstuderende og underviser.
  • Studerendes læring styrkes, når de skal forklare fagstoffet for medstuderende.
  • Studerende får øjeblikkelig feedback fra medstuderende og underviseren.

Forberedelse inden undervisningen

Underviseren forbereder multiple-choice spørgsmål, der tester de studerendes konceptuelle forståelse, og opsætter quizzen i Vevox.

I undervisning

  1. Underviseren præsenterer et multiple-choice-spørgsmål på en skærm og forklarer, at spørgsmålet først besvares individuelt uden diskussion med medstuderende.
  2. Studerende giver deres første, individuelle svar via deres enhed efter en kort refleksion (f.eks. 1-2 minutter).
  3. Studerende diskuterer spørgsmålet i par eller i små grupper (3 studerende), hvis den fysiske ramme tillader det, og forklarer deres svar samt den tankegang, der førte dem frem til svaret.
  4. Efter et par minutters diskussion giver de studerende et fælles svar som par/gruppe – eller individuelt, hvis de ikke kan blive enige om et svar. Alternativt kan læreren bede et medlem fra grupperne om kort at dele deres konklusion med resten af klassen.
  5. Underviseren viser resultatet af afstemningen som et søjlediagram på skærmen og forklarer, hvad det korrekte svar er, og hvorfor.
  6. Underviseren leder en klassediskussion med det formål at uddybe studerendes konceptuelle forståelse af emnet.

 

For mere information om Peer Instruction

Se denne 14-minutters video, hvor Harvard-fysikeren Eric Mazur forklarer konceptet bag Peer Instruction. De første 9 minutter handler om “the curse of knowledge”, som fik ham til at forbedre sin undervisning ved at introducere metoden “Peer Instruction” – de sidste 5 minutter af videoen.

At indsamle feedback fra de studerende ved slutningen af hver undervisning hjælper med at forstå, hvad der fungerede godt, og hvad der kan forbedres. Dette kan være særligt nyttigt for dig, der kun underviser én eller to gange på et kursus og har svært ved at få specifik, konstruktiv feedback på, hvordan du kan forbedre din undervisningspraksis ud fra den løbende slutevaluering, som fokuserer på hele kurset. Dialogen med dine studerende ved undervisningens afslutning er tæt knyttet til din specifikke undervisnings- og læringssituation og giver værdifuld feedback på en relativt uformel måde.

Der er mange måder, du kan gennemføre en evaluering ved undervisningens afslutning på. En af dem er at bede dine studerende om at besvare en spørgeskemaundersøgelse i Vevox. En fordel ved denne metode til at evaluere din undervisningspraksis er, at du selv bestemmer, hvad de studerende skal fokusere på, gennem de spørgsmål, du stiller.

Referencer:

Ulriksen, Lars (2014). God undervisning på de videregående uddannelser: Frydenlund.

  Ausubel, D. P., Novak, J. D., & Hanesian, H (1978). Educational Psychology. A Cognitive View. Second Edition. New York: Holt, Rinehart and Winston. Citat om forhåndsviden fra side vi.

Opdateret 23 marts 2026