21 oktober 2026 11:10

DTU Meddelelser

Nye varmepumper dækker 35 % af varmebehovet på DTU Lyngby Campus

Overskudsvarme fra laboratorier, fryserum og servere bliver nu genanvendt til opvarmning af DTU’s lokaler og varmt vand i hanerne. På samme tid giver de nye varmepumper studerende og forskere adgang til værdifulde data.

Projektleder i Campus Service tilser en af de nye varmepumper. Bax Lindhardt

Varme fra blandt andet laboratorier, fryserum og servere har hidtil været et uundgåeligt biprodukt af aktiviteterne på DTU. Med to nye varmepumper, som blev taget i brug i sommers, bliver en stor del af den energi nu genanvendt i stedet for at gå til spilde.

”Når varmepumperne er fuldt udnyttet, forventer vi, at de kan levere, hvad der svarer til 35 procent af varmebehovet på DTU Lyngby Campus”, fortæller projektleder Rasmus Biener de Taeje fra Campus Service.

De nye varmepumper leverer både varme og køling til bygninger og installationer op campus. Når f.eks. et fryserum holdes koldt med et køleanlæg, opstår der overskudsvarme. Den varme bliver nu opsamlet og udnyttet til opvarmning af undervisningslokaler og kontorer samt til produktion af varmt vand i DTU’s haner.

Løsningen markerer endnu et vigtigt skridt i udviklingen af DTU's energiforsyning, som gennem tiden er gået fra olie til gas, videre til fjernvarme og nu i stigende grad til genanvendelse af overskudsenergi. Ifølge Anders B. Møller, DTU’s campusdirektør, bygger udviklingen på et grundlæggende princip om at udnytte de ressourcer, der allerede findes på vores campusser.

"Mange løsninger starter med at få øje på det, vi allerede har. Med de nye varmepumper tager vi energi, som før gik tabt, og giver den nyt liv. Det er den samme tankegang, som ligger bag mange af vores bæredygtighedsinitiativer, hvor vi arbejder på at udnytte ressourcerne bedre og skabe mere værdi af det, vi allerede har. Som for eksempel når vi genbruger DTU’s møbler fremfor at købe nyt," siger campusdirektør Anders B. Møller.

Living lab for forskning og undervisning

Varmepumperne er ikke kun en del af DTU's energiforsyning. De fungerer også som et living lab, hvor teori og praksis kan mødes, og de studerende og forskere kan få adgang til anlæg- og driftsdata, som kan bruges i både undervisning, forskning og udviklingen af fremtidens energiløsninger.

Og det glæder Rasmus Biener de Taeje, som har været projektleder på projektet fra idé til virkelighed, at der allerede har været udvist interesse for varmepumperne i undervisnings øjemed:

"Det er så fedt at se, at anlægget bliver brugt af studerende og forskere, og at det allerede nu indgår som en aktiv del af DTU's forskning og undervisning."

Kontakt

Rasmus Biener de Taeje