Det polyteknisk grundlag - kurser og projekter
Den polytekniske ide blev undfanget i begyndelsen af 1800-tallet, og blev af DTU’s stifter H. C. Ørsted gjort til Den Polytekniske Læreanstalts raison d’être.
Den polytekniske ide handler om at gøre naturvidenskabelige gennembrud nyttige for samfundet gennem teknologi.
I snart 200 år har Ørsteds ide om, at udvikling af nye teknologier til samfundet baserer sig på en grundforståelse for samspillet mellem naturvidenskaberne og den tekniske videnskab, dannet rammen om civilingeniøruddannelsen på DTU. For ingeniøren er et solidt naturvidenskabeligt fundament og en stærk teknisk videnskabelig kernefaglighed derfor nødvendig.
I en foranderlig verden, hvor ingeniørvidenskaben i stadig stigende grad også præges af forventninger om kompetencer indenfor bl.a. bæredygtighed, innovation, digitalisering og bred teknologiforståelse, etablerede direktionen i 2021 en arbejdsgruppe, hvis opgave var at definere rammen for det polytekniske grundlag i det 21. århundrede. Det endelige resultatet af arbejdet er beskrevet i rapporten, ligesom nogle af de overvejelser gruppen har lagt vægt på undervejs er beskrevet i Det polytekniske grundlag, DTU 2023.
Samarbejdsforum for det polytekniske grundlag
I forbindelse med revision af det polytekniske grundlag er der etableret et samarbejdsforum, der langsigtet skal understøtte tværgående koordinering, samarbejde og udvikling mellem de polytekniske grundlagskurser.
En beskrivelse af formål og opgaver for samarbejdsforum kan findes her.
Informationsmateriale
Powerpoint-præsentationen (Polyteknisk Grundlag til kursusstart) kan bruges af studieledere, kursusansvarlige og andre, der har brug for kort at informere om polyteknisk grundlag.