DTU's Campus Service er certificeret i energiledelse
DTU Campus Service (CAS) har i marts 2026 opnået en ISO 50001-certificering i energiledelse som et af de første universiteter.
DTU Serviceportalen
Har du spørgsmål? Stil et spørgsmål i DTU Serviceportal
Certificeringen er resultatet af et målrettet arbejde siden 2024, hvor CAS blandt andet har kortlagt energiforbruget på tværs af Lyngby, Ballerup og Risø, udarbejdet en fælles energipolitik og identificeret, hvor der er størst potentiale for at spare energi. Samtidig er der lavet konkrete mål og planer, og organisationen er blevet klædt bedre på til at arbejde systematisk med energiledelse.
Med ISO 50001-certificeringen har DTU forpligtet sig til løbende at forbedre energiforbruget. Det kræver både tekniske løsninger, ledelsesmæssig opbakning – og opmærksomhed i hverdagen.
Adfærden driver energiforbruget
Kortlægningen viser, at de helt store energislugere på DTU, ikke overraskende, er ventilationsanlæg, køleproduktion, opvarmning samt specialudstyr på laborationer og værksteder. De lidt mindre, men stadig store, energislugere er belysning, servere, it-udstyr og varmt vand.
For at komme energislugerne til livs og sænke forbruget kræver det en kombination af tekniske løsninger og adfærdsændringer. Energiforbruget på DTU afhænger i høj grad af de aktiviteter, der foregår i bygningerne. Derfor er adfærd en helt central del af energiledelsen. Både adfærden på campus og internt i organisationen.
Sådan kan du spare energi
Som medarbejder eller studerende er du en vigtig del af DTU’s energiarbejde. Det er let at tænke, at ens egen adfærd ikke gør den store forskel. Men når vi er så mange på DTU, bliver summen af vores handlinger betydelig.