Baggrundsviden og Forgrundsviden

Baggrundsviden (Background Knowledge) og Forgrundsviden (Foreground Knowledge eller Results) spiller en væsentlig rolle for fordelingen af intellektuelle rettigheder og resultater, når DTU indgår i et samarbejde med eksterne parter.

Kontraktdefinitioner

I de fleste templates som Jura og Tech Trans anvender, er begreberne defineret således:

  • Baggrundsviden: "Den ikke offentliggjorte viden og Udstyr, som ejes eller kontrolleres af en Part og som en Part stiller til rådighed for Projektet, tillige med software, opfindelser, patentansøgninger, patenter, knowhow, resultater samt andre immaterielle rettigheder."
  • Forgrundsviden (eller Resultater): "De resultater, som genereres i Projektet, herunder software, brugsmodeller, opfindelser, patentansøgninger, patenter, knowhow, data, samt andre immaterielle rettigheder."

Baggrundsviden

Baggrundsviden er den viden eller de resultater, som allerede eksisterer inden projektstart. Det kan for eksempel være viden skabt ved forskning på DTU, materialer eller udstyr, som er lavet af forskere på DTU. Det kan også være software, som er skrevet på DTU. Baggrundsviden omfatter også viden og resultater genereret efter projektstart, hvis de ikke er genereret i forbindelse med projektet.

Det kan være nødvendigt at give andre parter adgang til vores baggrundsviden, for at de kan udføre deres opgaver i projektet. I projekter støttet med eksterne midler, herunder for eksempel Horizon 2020, er det et krav, at parterne giver hinanden royalty-free adgang til at benytte hinandens baggrundsviden, når denne er nødvendig for gennemførelsen af projektet. Denne adgang gælder dog kun under projektet. Brugen af baggrundsviden i dette tilfælde er ikke en overdragelse af ejendomsretten, men alene en midlertidig brugsret. Specifikt for Horizon 2020 henvises der til DESCA-templatens punkt 9.

Forgrundsviden (eller Resultat)

Forgrundsviden omtales også som projektresultater, resultater, ny viden eller lignende. Et vigtigt forhold er, hvordan forgrundsviden fordeles. Det klare udgangspunkt er, at den part, der har genereret forgrundsviden også ejer den.

At eje forgrundsviden har primært praktisk betydning i to relationer. Hvis forgrundsviden er beskyttet af reglerne om ophavsret, brugsmodeller eller patent, kan den der ejer forgrundsviden kontrollere, hvem der må anvende eller offentliggøre forgrundsviden og på hvilke vilkår (herunder blandt andet til hvilken pris). Det betyder også, at ejeren kan sælge forgrundsviden eller give licens til den.

Hvis forgrundsviden ikke er beskyttet af reglerne om ophavsret, brugsmodeller eller patent, så kan alle i princippet frit anvende og kommercialisere den. Normalt aftales det dog i samarbejdsaftaler, at det kun er den, der ejer forgrundsviden, der må publicere den.

Jura og Tech Transfer

Jura og Tech Transfer Indsend din jurasag

Opdateret 19 januar 2026