Hemmeligholdelse / Fortrolighed
Aftalt fortrolighed
Alle samarbejdspartnere har en interesse i og et behov for at kunne udveksle fortrolig information. Omfanget heraf reguleres nærmere i den enkelte aftale.
Ved håndtering af fortrolig information er der ofte en interessekonflikt mellem DTU som universitet og de kommercielle parter. De kommercielle parter ønsker oftest at holde al baggrunds- og forgrundsviden fortrolig, mens DTU efter sine vedtægter og universitetsloven har en forpligtelse til at publicere og dele viden med samfundet. Pligten til at dele viden gælder naturligvis kun DTU's egen baggrunds- og forgrundsviden, og DTU må ikke publicere eller på anden vis offentliggøre virksomhedernes fortrolige information.
Ved indgåelse af aftaler om udveksling af fortrolig information skal det overvejes, dels om den fortrolige information er nødvendig for instituttet, dels om aftalen pålægger instituttet unødvendige begrænsninger.
Der bør altid aftales en tidsbegrænsning af fortrolighedsforpligtelsen. DTU’s forhandlingsudgangspunkt er 3-5 års fortrolighed fra projektets ophør/afslutning. Mere end 5 års fortrolighed bør kun aftales, hvis helt konkrete omstændigheder taler herfor og efter konsultation med Jura og Tech Trans.
Det er hensigtsmæssigt, at parterne tydeligt aftaler, hvorledes fortrolig information skal mærkes.
Det er en god idé generelt på instituttet at diskutere håndtering af fortrolig information og etablere overordnede interne retningslinjer.
Lovbunden fortrolighedsforpligelse
Tavshedspligt
Alle ansatte på DTU er omfattet af reglerne om tavshedspligt, som du kan læse mere om hos HR her. Tavshedspligtsreglerne følger af forvaltningsloven, og overtrædelse kan straffes efter straffeloven.
Forretningshemmeligheder
Markedsføringslovens regler om forretningshemmeligheder gælder også ansatte på DTU. Du kan læse mere om forretningshemmeligheder hos HR her.
Jura og Tech Transfer Indsend din jurasag