Socialt kapitel

Fleksjob er en ordning for personer under folkepensionsalderen med varigt nedsat arbejdsevne som følge af fysiske, psykiske eller sociale forhold, og som ikke modtager førtidspension. 

Etablering af fleksjob 

Et fleksjob etableres ved, at et jobcenter eller en anden aktør kontakter en DTU-enhed med henblik på at afklare, om en person kan tilbydes ansættelse i fleksjob. DTU kan også selv tage initiativ til at tilbyde fleksjob, enten via jobcenteret eller gennem ordinær rekruttering, med eller uden stillingsopslag. Derudover kan en person selv henvende sig direkte til en DTU-enhed med ønske om fleksjob. 

Hvis en enhed ønsker at tilbyde fleksjob, oprettes en sag via Serviceportalen. En HR-konsulent behandler sagen, og jobcentret i personens bopælskommune behandler ansøgningen via systemet VITAS. 

Ved etablering af fleksjob skal jobcentret informere DTU om den visiteredes arbejdsevne og skånebehov, herunder det antal timer vedkommende kan arbejde. 

Forlængelse af fleksjob

Fleksjob er ikke omfattet af loven om tidsbegrænsede ansættelser. Et tidsbegrænset fleksjob kan derfor – efter godkendelse fra jobcentret – forlænges midlertidigt eller gøres permanent. 

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og afspejler det antal timer, medarbejderen arbejder. Vurderingen af arbejdsevne, foretaget i samarbejde med jobcentret, danner grundlag for fastsættelsen af arbejdstid og løn. 

Tillidsrepræsentanten eller den relevante faglige organisation orienteres om ansættelsen. 

Fleksjobordningen ophører ved folkepensionsalderen, hvor løntilskuddet bortfalder. Ansættelsen er som udgangspunkt tidsubegrænset og skal opsiges med overenskomstmæssigt varsel, hvis den ikke ønskes videreført på ordinære vilkår. Dette betragtes som en saglig opsigelsesgrund. Alternativt kan ansættelsen gøres tidsbegrænset ved aftalens indgåelse.

Overgang til fleksjob for allerede ansatte

Hvis en medarbejder ønsker at overgå til fleksjob, skal vedkommende tage kontakt til nærmeste leder, enten personligt eller via sin tillidsrepræsentant.

Hvis enheden imødekommer ønsket, oprettes en sag i Serviceportalen, hvorefter HR håndterer den videre proces, herunder kontakt til bopælskommune og tillidsrepræsentant.

Fleksjobansættelse efter 1. januar 2013

Det er jobcentret i medarbejderens bopælskommune, der vurderer, om vedkommende kan visiteres til fleksjob. Følgende betingelser skal være opfyldt:

Personen må ikke modtage førtidspension

Personen kan ikke opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår

Alle muligheder for ordinær beskæftigelse skal være afprøvet

Vurderingen baseres på personens beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer og udfordringer.

Overgangsregler – fleksjob før 1. januar 2013

Personer ansat i fleksjob før 1. januar 2013 fortsætter på hidtidige vilkår. Kommunen yder fortsat refusion baseret på graden af nedsat arbejdsevne – enten ½ eller ⅔ af den mindste overenskomstmæssige løn for nyansatte uden faglige kvalifikationer. Staten refunderer halvdelen af den lønudgift, som ikke dækkes af kommunens tilskud.

Hvis der kun sker ændringer i skånebehov eller timetal, betragtes det ikke som et nyt fleksjob, så længe personen fortsætter i samme stilling. Ved ændringer i selve fleksjobansættelsen oprettes en ny sag i Serviceportalen. 


Et løntilskudsjob er en midlertidig ansættelse, der giver ledige mulighed for at opkvalificere sig og styrke deres faglige kompetencer med henblik på at opnå ordinær beskæftigelse. 

For at kunne ansættes i et løntilskudsjob skal personen have været ledig i mere end seks måneder. 

Ved ansættelse i løntilskud skal der være tale om en nettoudvidelse af medarbejderstaben. Det betyder, at personen ikke må erstatte en tidligere medarbejder, der er blevet afskediget. 

Etablering af løntilskudsjob 

Et løntilskudsjob kan etableres på følgende måder: 
Jobcenteret eller en anden aktør kontakter en DTU-enhed med forslag til en egnet kandidat 

DTU kan selv rette henvendelse til et jobcenter med anmodning om en kandidat 

En person kan selv kontakte en DTU-enhed med ønske om ansættelse i løntilskud 

Hvis en enhed ønsker at tilbyde løntilskud, oprettes en sag i Serviceportalen, som behandles af en HR-konsulent. Anmodningen behandles via systemet VITAS, og jobcentret i personens bopælskommune godkender eller afviser ansøgningen. 

Vigtigt: En person kan ikke ansættes i løntilskud på DTU, hvis vedkommende tidligere har været ansat på DTU. 

Løntilskudsjobbet må ikke påbegyndes, før jobcentret har godkendt ansættelsen. Dette sikrer, at der ydes tilskud til lønudgiften. 

Varighed 

Ansættelse i løntilskud kan vare op til fire måneder, med mulighed for forlængelse. 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Lønnen beregnes i henhold til reglerne for offentlige løntilskudsjob. Du kan finde den aktuelle beregningsmodel på STARs hjemmeside. 

Pensionsbidrag beregnes af den overenskomstmæssige løn inkl. alle tillæg, herunder stillingsstrukturtillæg. 

Beregning af den faktiske udgift for DTU

DTU afholder følgende udgifter: 

  • Timeløn (jf. STARs beregning) 
  • Feriegodtgørelse og særlige feriedage (12,5 % + 2,5 %) 
  • Pension (15–18 %, beregnet af den overenskomstmæssige timeløn) 
  • ATP-bidrag 

Samlet udgift: 

  • Timeløn   
  • + Feriegodtgørelse og særlige feriedage   
  • + Pension   
  • + ATP   

—————————————————
= Udgift i alt   
- Tilskud   
—————————————————
= Faktisk udgift for DTU 

En virksomhedspraktik er et praktikforløb, hvor en person får afklaret sine beskæftigelsesmål og faglige, sociale eller sproglige færdigheder for at kunne få job på sædvanlige vilkår.

Jobcentret eller anden aktør retter henvendelse til en DTU enhed med en egnet kandidat, der ønsker at komme i virksomhedspraktik på DTU, eller DTU retter henvendelse til et jobcenter for at tilbyde en person en virksomhedspraktik. Herudover kan en person, der ønsker at komme i praktik, selv rette henvendelse til DTU enhed.

Etablering af en virksomhedspraktik

Hvis en enhed ønsker at tilbyde en person virksomhedspraktik, skal der oprettes en sag via DTU Serviceportal. Herefter sørger en medarbejder i Koncern HR for sagsbehandlingen herunder ansøge via VITAS. Jobcentret i den kommune, hvor personen bor, godkender eller afviser ansøgningen.

En person kan ikke komme i virksomhedspraktik på DTU, hvis denne person senest har været ordinært ansat eller ansat med løntilskud på DTU, eller ikke har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.

En virksomhedspraktik må ikke påbegyndes, før Jobcentret har returneret blanketten og bevilliget virksomhedspraktikken.

Varighed
  • Fire uger for ledige på arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller starthjælp
  • Seks uger for nyuddannede
  • 13 uger for ledige på kontanthjælp eller starthjælp, hvis personen ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse
  • Arbejdstiden er til 37 timer pr. uge
Løn- og ansættelsesvilkår

Som virksomhedspraktikant er man ikke ansat af DTU under virksomhedspraktikken, og modtager derfor ikke løn eller vederlag.



Opdateret 21 januar 2026