Bagage – forsinket, stjålet eller ødelagt
Her kan du læse, hvordan du skal forholde dig, hvis din bagage bliver forsinket, beskadiget eller stjålet under en tjenesterejse – samt hvad der gælder for særligt udstyr som fx computere og forskningsmateriale.
Forsinket bagage
Hvis din bagage ikke dukker op i forbindelse med en flyrejse, skal du henvende dig til bagageservice i lufthavnen og få udstedt en PIR (Property Irregularity Report). Det er en nødvendig skadesrapport, der både bekræfter, at bagagen mangler, og gør det muligt at finde den igen.
Stjålet bagage
Hvis din bagage bliver stjålet, skal det anmeldes til det lokale politi, og du skal sørge for at få en kopi af politirapporten – eller som minimum notere rapportens nummer til brug ved anmeldelse af skaden.
Ødelagt bagage
Bliver din bagage beskadiget under flyrejsen, skal du anmelde det i lufthavnen og sikre dig skriftlig dokumentation. Gem den ødelagte bagage, indtil du har talt med Europæiske Rejseforsikring.
Særligt udstyr og elektronik
Computere, forskningsudstyr og andet tjenstligt grej er omfattet af statens selvforsikring. Hvis det bliver stjålet eller ødelagt, skal instituttet selv dække tab op til 200.000 kr.
Forsikringen dækker som udgangspunkt private ejendele op til 15.000 kr.
Det er en god idé at tage billeder og notere serienumre, inden du rejser – det kan hjælpe både ved politianmeldelse og erstatningssag.
Du kan eventuelt låne mærkningsudstyr på din lokale politistation.