Procedure for gennemførelse af studiestartsevaluering
Formålet med studiestartsevalueringen er at høre de studerendes opfattelse af studiestartsforløbet, og evalueringen er dermed med til at sikre den fremadrettede kvalitetsudvikling af selve studiestarten på DTU. Herudover belyser den effekten af dele af de rekrutteringstiltag, som DTU bruger.
- Planlægning af studiestartsevalueringen
- Udsendelse af spørgeskema
- Behandling af data
- Opfølgning på studiestartsevalueringen
Planlægning af studiestartsevaluering
I begyndelsen af efteråret bliver spørgsmålene i studiestartsevalueringen udarbejdet i overensstemmelse med de tilbagemeldinger og tiltag, som er afstedkommet af evalueringen forrige år. Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS) har det overordnede ansvar for studiestartsevalueringen, men spørgsmålene i skemaet bliver udarbejdet i samråd med studenterforeningen Polyteknisk Forening (PF), Afdelingen for Kommunikation og Medier (AKM) og studielederne.
Udsendelse af spørgeskema
Selve studiestartsevalueringen bliver gennemført som en spørgeskemaundersøgelse via SurveyXact. Et link til det elektroniske spørgeskema bliver sendt pr. mail til alle nyoptagne bachelor- og diplomingeniør studerende på DTU i uge 46. Fristen for at svare er søndag i uge 47.
De præcise svarfrister bliver oplyst i den mail, som de studerende modtager.
Behandling af data
AUS behandler de indkomne data i ugerne efter, der er lukket for besvarelser. AUS udarbejder rapporter for henholdsvis bachelorernes og diplomingeniørernes studiestart, som ligger klar i december.
Opfølgning på studiestartsevalueringerne
Resultaterne af studiestartsevalueringerne bliver videregivet til dekanerne, studielederne, PF og AKM, som sammen med AUS sørger for at følge op på dem.