Procedure for studieophold i udlandet
DTU har som mål at have et stigende antal dimittender, som har gennemført en del af deres uddannelse ved anerkendte udenlandske universiteter. For at sikre at DTU’s partneruniversiteter er blandt de internationalt førende universiteter og kan levere ingeniøruddannelser af høj faglig kvalitet, vurderer DTU en række kriterier ved udvælgelsen af nye partnerinstitutioner. Det omfatter bl.a. det pågældende universitets ranking og andre indikatorer for kvaliteten af universitetets uddannelse og forskning, match i forhold til DTU’s uddannelser, muligheder for undervisning på engelsk og perspektiv for gensidighed i udvekslingsmobiliteten.
Beslutning om indgåelse af nye partnersamarbejder træffes af dekanen for internationalisering og baseres på disse udvælgelseskriterier samt input og vurderinger fra DTU´s faglige miljøer (studieledere, institutdirektører m.fl.) om det udenlandske universitetets (potentielle) betydning for DTU’s forsknings- og uddannelsesindsats.
Proces for studieophold i udlandet
Den studerende kan få vejledning og hente inspiration til studieophold i udlandet gennem den Internationale Studievejledning i Kontoret for International Uddannelse, gennem information på hjemmesiden DTU Study Abroad og gennem en række andre kanaler. DTU Study Abroad indeholder en udførlig vejledning om de forskellige trin, den studerende skal igennem ved planlægning af studieophold i udlandet.
DTU Study Abroad indeholder også DTU’s partneraftaler i den elektroniske og interaktive DTU beyond borders, som er udviklet til at gøre ansøgningsprocessen mere overskuelig for de studerende. På DTU beyond border kan studerende sortere udvekslingsaftalerne i henhold til den uddannelse og studieretning, den studerende vælger, og sikrer dermed, at den studerende dirigeres ind på udvekslingsaftaler, som er relevante for den specifikke uddannelse og studieretning på DTU. DTU beyond borders indeholder oplysninger om det enkelte partneruniversitet med relevante links, informationer og oplysninger.
Oveni dette har den studerende omfattende adgang til individuel vejledning om udlandsophold og DTU’s aftaler hos den Internationale Studievejledning og hos ansatte på Kontoret for International Uddannelse.
Når den studerende efter grundig forberedelse har valgt et partneruniversitet i udlandet, sendes en ansøgning om studieplads i udlandet til Kontoret for International Uddannelse. International Uddannelse behandler ansøgningen og tildeler efter en grundig vurdering af match mellem studerende og partneruniversiteter studiepladser ved partnerinstitutionerne.
Når den studerende er blevet tildelt en studieplads, inviteres den studerende til et såkaldt pre-departuremøde-forløb, som skal forberede den studerende på den videre ansøgningsproces til partnerinstitutionen samt de praktiske aspekter, der skal gennemføres forud for studieopholdet (forhåndsmeritansøgning, stipendium/legatansøgninger, visumansøgning, sundheds- og skadeforsikring osv.).
Den studerende skal forud for selve udlandsopholdet have sin forhåndsmeritansøgning godkendt. Denne behandles i DTU’s elektroniske meritbehandlingssystem, hvor studieleder inddrages, hvis der er tvivl om kursernes relevans og faglige tyngde.
Hvis den studerende vælger at ændre sine kurser under sit ophold i udlandet, eller hvis kurserne ikke udbydes alligevel, skal den studerende søge om ny forhåndsmeritgodkendelse af kurser som beskrevet oven for.
Når opholdet i udlandet er gennemført, skal den studerende udfylde et spørgeskema (kun for Erasmus+ ophold) og en rejserapport om studieopholdet. Spørgeskemaer og rejserapporter giver DTU et grundlag for at løbende at vurdere kvaliteten af de studerendes udlandsophold og fungerer som en evaluering af partnerinstitutionen. Rejserapporterne er desuden til rådighed for de kommende udvekslingsstuderende og giver mulighed for at give dem vigtige informationer om partnerinstitutionen og værtslandet.
Efter hjemkomst til DTU inviteres alle studerende til at deltage i et Velkommen Hjem arrangement. Velkommen Hjem arrangementet giver mulighed for få afsluttet studieopholdet på bedst mulig vis og giver en ramme for efterrefleksion over et udlandsophold, hvordan studieopholdet kan beskrives i CV og bruges ved jobsøgning. Samtidig opfordres de hjemvendte studerende til at bidrage aktivt til DTU’s internationale studiemiljø via forskellige internationale studenterorganisationer (f.eks PFI, ESN og BEST) samt ved deltagelse i promovering af studieophold i udlandet ved større studenterarrangementer (f.eks. Study Abroad events).
International Uddannelse modtager samtlige karakterudskrifter fra partneruniversiteterne ca. 1-2 mdr. efter afsluttet studieophold og videresender disse til de studerende med påmindelse om meritoverførsel. Såfremt dette ikke sker, kan DTU forlange tilbagebetaling af udbetalte stipendier. Hvis den studerende ikke har fået de ansøgte kurser i udlandet eller ikke har bestået kurser, der er forhåndsgodkendt, og derfor bliver forsinket i studiet, kan den studerende få vejledning om det videre studieforløb via studievejledningen for at forhindre forsinkelse af studiet.
DTU vurderer løbende den samlede aftaleportefølje ud fra en række kriterier - bl.a. trafik på aftalen og kvalitativ performance af gæstestuderende fra partnerinstitutionen. I vurderingen inddrager DTU også de hjemvendte studerendes feedback om partneruniversitetet, som er indrapporteret via rejserapporterne og spørgeskemaet (Erasmus+ ophold).
På baggrund af det samlede informationsgrundlag tager DTU stilling til, om partnerskabet kan fortsætte, eller om aftalen bør indstilles til opsigelse. Endelig beslutning om ophør af partnersamarbejder træffes af DTU’s dekan for internationalisering.
