Quiz i Panopto

Med quizzer i en video går de studerende fra at være passive seere til at blive aktive. Quizspørgsmål giver små stop undervejs, hvor de skal tænke over indholdet og forholde sig til det, de har set.

En Panopto-quiz er relevant, når du vil knytte spørgsmål til bestemte steder i en video. Det kan for eksempel være efter en forklaring, beregning, demonstration eller en vigtig faglig pointe. På den måde bliver quizzen en integreret del af videoen og ikke en aktivitet, der ligger ved siden af.

Quizzerne kan hjælpe med at fastholde de studerendes opmærksomhed, især i længere videoer eller i videoer med komplekst fagligt indhold. Når de studerende møder et spørgsmål undervejs, får de anledning til at overveje betydningen af det de har set, og eventuelt gå tilbage i videoen, hvis noget er uklart.

Panopto-quizzer kan også understøtte videobaseret forberedelse og give underviseren et indtryk af, hvordan de studerende arbejder med videoens indhold. Hvis quizzen viser, at mange studerende har svært ved en bestemt pointe, kan det give anledning til en kort opfølgning, en uddybende forklaring eller en diskussion i undervisningen.

Panopto-quizzer fungerer bedst, når de er korte og placeret dér, hvor de giver faglig mening. Spørgsmålene behøver ikke teste alt i videoen. De kan i stedet bruges til at fremhæve centrale pointer, skabe refleksion eller hjælpe de studerende med at vurdere, om de har forstået en central pointe, før de går videre.

Du kan lære mere om, hvordan du opretter og bruger quizzer i Panopto.

Kontakt

Jonas Engholt Neerup

Jonas Engholt Neerup Teamleder- Teaching support

Opdateret 06 august 2026