Quizzer og afstemninger
Quizzer og afstemninger er to aktiviteter, der minder om hinanden, men som bruges i forskellige sammenhænge og til forskellige formål. Denne hovedside forklarer kort forskellene, og de tre undersider dykker hver især dybere ned i henholdsvis quizzer i DTU Learn og Panopto samt afstemninger i Vevox. Vi gennemgår også, hvornår det giver mening at vælge den ene frem for den anden.
Quizzer og afstemninger kan være didaktisk gode redskaber i undervisningen. Fælles for dem begge er, at de studerende går fra at være passive til at være aktive, hvilket understøtter deres læring og engagement. Samtidig kan både underviser og de studerende bruge aktiviteten til at få synliggjort, om stoffet er forstået, og om der er behov for feedback. Hvis forståelsen er på plads, kan underviser gå videre til næste emne. Hvis ikke, kan underviser arbejde videre med de områder, der giver problemer hos de studerende.
Gode quiz- og afstemningsaktiviteter kræver, at spørgsmålene er tydeligt formuleret, og at spørgsmålstypen passer til formålet. Her skal man også tænke over, hvordan feedbacken skal gives. Afhængig af aktiviteten kan feedbacken gives mundtligt eller skriftligt af underviser, eller det kan være en plenumsnak eller diskussion i klassen.
Som hovedregel er en quiz i DTU Learn velegnet, når du ønsker en online og asynkron aktivitet. De kan bruges som forberedelse til et nyt emne, teste de studerendes forståelse undervejs, eller som afsluttende aktivitet. Det giver de studerende mulighed for at afprøve viden, udtrykke en holdning, finde ud af hvor de er sikre i stoffet og hvad de skal gennemgå igen.
En quiz i Panopto brugbar, når du ønsker at knytte spørgsmål til bestemte steder i en video, f.eks. efter en forklaring, beregning eller vigtig faglig pointe. Quizzen bliver dermed en integreret del af videoen og kan hjælpe med at fastholde de studerendes opmærksomhed, samtidig med at den giver anledning til refleksion og repetition af indholdet.
Vevox er et effektivt værktøj, når du ønsker at skabe mere aktiv læring og øge de studerendes engagement i undervisningen. Med quizzer, afstemninger og anonym Q&A kan du aktivere alle studerende – også dem, der normalt afholder sig fra at deltage aktivt – og skabe faglig dialog samt hurtigt få indsigt i deres forståelse og spørgsmål. Korte, målrettede Vevox-aktiviteter undervejs gør undervisningen mere inkluderende, styrker deltagelsen og giver dig mulighed for løbende at tilpasse undervisningen til de studerendes behov.
På de tre undersider kan du læse mere om, hvordan du kan arbejde med quizzer i DTU Learn, quizzer i videoer i Panopto og afstemninger i undervisningen med Vevox.
Kontakt
Morten Høyer Digital Learning Consultant mhoy@adm.dtu.dk
Mads Larsen Konsulent mszla@dtu.dk