Advisory boards
Universitetet har siden 2005 gjort brug af advisory boards på institutter og centre.
Funktion
Formålet med advisory boards er dels at bringe institutter og centres kerneinteressenter tættere på DTU og give lederne mulighed for at rådføre sig med ledere på tilsvarende niveau, dels at have en base for rekruttering af eksterne medlemmer til repræsentantskab, aftagerpanel og diverse komitéer.
Advisory boards er væsentlige i forhold til, at institut- og centerdirektører kan drøfte bl.a. hovedlinjerne i strategiske planer, forskningsudfordringer, ledelse, industrisamarbejde, strategiske samarbejdsaftaler, innovations- markedspotentiale for nye forskningsområder og uddannelseselementer m.v.
Det er ikke formålet at etablere et organ, der formelt skal godkende eller, på anden måde end gennem rådgivning, skal have en besluttende kompetence i.f.t. ledelsen af instituttet.
Reguleringen af advisory boards er fastlagt i universitetets vedtægt (§ 14, stk. 2-5), herunder sammensætningen (§ 14, stk. 3). Et advsory board består således af 5-7 medlemmer, der repræsenterer enhedens kerneinteressenter.
Ved sammensætningen af et advisory board bør følgende elementer overvejes:
- En spredning i medlemmernes faglige baggrund, herunder at sikre en anden faglig baggrund end ingeniør/naturvidenskabelig.
- En kønsmæssigt balanceret sammensætning.
- Tilstedeværelsen af kompetencer i.f.t. enhedens strategiske udvikling (f.eks. digitalisering, bæredygtighed, større ekstern finansiering, bidrag til efter- videreuddannelse, økonomistyring, fokus på nyt fagligt område m.v.)
- Et påtænkt medlems placering i sin organisation, typisk på højt niveau (direktionsmedlem, funktionschef), men evt. også særligt fremstående eksperter.
- Et påtænkt medlems konkurrenceposition i.f.t. instituttets aktiviteter/andre institutters aktiviteter.
- Påtænkte medlemmers konkurrenceposition i.f.t. eksisterende medlemmer af advisory board.
- Et påtænkt medlems øvrige tillidsposter på og uden for DTU (f.eks. bestyrelser i moder/datterselskaber).
- Et påtænkt medlems geografiske tilknytning m.h.p. at opnå en landsdækkende repræsentation.
Udpegning og genudpegning af medlemmer skal godkendes af DTU's rektor - kontakt chefkonsulent i DTU's policy-kontor Kasper Dam Schultz i forbindelse med godkendelse af advisory board-medlemmer. Der bør ikke rettes henvendelse til et potentielt medlem før vedkommende er godkendt af rektor.
Det anbefales, at første gang en person udpeges til et advisory board så at gøre det for en periode på 2 år. Herved har man mulighed for at vurdere om en given person fungerer i rollen som medlem af det pågældende advisory board.
Efterfølgende kan genudpegning ske for en længere periode (op til 4 år), hvis man anser dette for i overensstemmelse med direktørens og enhedens behov. Genudpegninger kan kun ske med rektors godkendelse. Ved genudpegninger vil en række elementer indgå i bedømmelsesgrundlaget, og kravene til de enkelte elementer vil blive skærpet i takt med længden af den samlede udpegningsperiode.
Argumentationen for fortsat genudpegning skal derfor omfatte følgende elementer omkring advisory board-medlemmets:
- Mødedeltagelse.
- Deltagelse i andre DTU-sammenhænge.
- Funktion i boardet.
- Evne til at bygge bro mellem instituttet og virksomheden inden for universitetets opgaver.
- Medlemmets omstillingsparathed i.f.t. det enkelte faglige områdes behov.
- Alternative muligheder for medlemmer.
- Længden af den fortsatte udpegningsperiode.
Ovenstående gælder for alle advisory boards i institutter og centre (andre universitetsenheder).
For institutdirektørers advisory board gælder der særligt følgende
- Hvert board skal, over for rektor, pege på en kandidat som eksternt medlem til universitetets udpegningskomité.
- Hvert advisory board skal vælge et medlem til repræsentantskabet for en periode på 4 år. Repræsentantskabet peger, tillige over for rektor, på et antal kandidater som eksterne medlemmer af universitetets udpegningskomité.
Det er derfor vigtigt ved vurderingen af potentielle medlemmer til en institutdirektørs advisory board at være opmærksom på de krav, der i vedtægten stilles til de eksterne medlemmer af udpegningskomitéen, idet disse jo rekrutteres til udpegningskomitéen enten via advisory boards eller via repræsentantskabet.
De eksterne medlemmer af udpegningskomitéen skal således ”..samlet set have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber, i videst mulige omfang afspejle universitetets opgaver efter § 1, stk. 2, og dets forskellige interessenter samt afspejle erfaring fra bestyrelsesarbejde. Medlemmerne udpeges for en periode på 4 år”. (vedtægtens § 9, stk. 2, litra a).
Kontakt
Kasper Dam Schultz Chefkonsulent Afdeling for Policy og Relationer Telefon: 45251174 kadam@dtu.dk