19 maj 2026 13:14

Meddelelser til ansatte på DTU

Ikke alt med DTU-logo er fra DTU

DTU har igen inden for de seneste uger oplevet flere tilfælde, hvor svindlere har udgivet sig for at være fra DTU i henvendelser til vores leverandører og samarbejdspartnere.

Henvendelserne har typisk til formål at få adgang til fakturaer og betalingsinformation, som efterfølgende kan misbruges til svindel eller forsøg på at omdirigere betalinger.

DTU håndterer hvert år store indkøbs- og fakturavolumener og samarbejder med mange leverandører. Samtidig er DTU en troværdig og velkendt organisation. Det gør det attraktivt for svindlere at misbruge DTU’s navn og medarbejdere for at få henvendelser til at fremstå legitime.

Heldigvis har mange leverandører reageret hurtigt og kontaktet DTU, inden de sendte oplysninger videre. Leverandørernes opmærksomhed spiller derfor en vigtig rolle i at opdage og stoppe forsøgene i tide.

Hjælp leverandørerne med at spotte svindel

Hvis du er i dialog med leverandører, må du meget gerne gøre dem opmærksomme på denne type svindel. Opfordr dem især til at:

  • være skeptiske over for uventede henvendelser om fakturaer, betalinger eller kontooplysninger
  • kontrollere afsenderens mailadresse nøje og være opmærksomme på mails, der ikke kommer fra @dtu.dk eller @adm.dtu.dk
  • være opmærksomme på usædvanlige formuleringer og generiske hilsner som fx “Kære damer og herrer”, “bogholderiafdelingen” eller “finansiel administration”
  • reagere, hvis logoer, mailsignaturer eller formuleringer virker anderledes end normalt
  • undlade at sende fakturaer eller ændre betalingsoplysninger uden verificering
  • kontakte deres faste kontaktperson på DTU ved tvivl

Selvom noget umiddelbart ligner DTU, kan det være værd at være opmærksom på, om der gemmer sig en anden bag masken.