Studiemiljøundersøgelser
Procedure for gennemførelse af og opfølgning på studiemiljøundersøgelser
DTU Studiemiljøudvalget sikrer gennemførelsen af lovpligtige, periodiske studiemiljøundersøgelser blandt alle universitetets ordinære fuldtidsstuderende.
Undersøgelsernes formål er at tilvejebringe de aktuelle data om de studerendes opfattelse af hhv. fysiske, psykiske og æstetiske aspekter ved deres studiemiljø, som skal danne grundlag for den videre udvikling heraf.
Undersøgelsesresultaterne formidles i en samlet rapport, som publiceres på DTU’s hjemmeside og på DTU Inside. Rapportens konklusioner formidles desuden direkte til institutdirektører, institutstudienævn og studieledere. Endvidere udarbejdes uddannelsesretningsspecifikke resultatrapporter, som indgår i videngrundlaget for studieledernes retningsspecifikke studiemiljøarbejde.
Undersøgelsesresultaterne danner desuden baggrund for DTU Studiemiljøudvalgets udarbejdelse af en handlingsplan, som omfatter alle centralt forankrede indsatser for arbejdet med udviklingen af studiemiljøet på DTU. Efter direktionens godkendelse præsenteres handlingsplanen for institutdirektører, institutstudienævn og studieledere, hvorefter den gøres tilgængelig på DTU’s hjemmeside og på DTU Inside.
DTU Studiemiljøudvalget har i samarbejde med DTU Campusservice og AUS ansvar for årligt at følge op på handlingsplanens enkeltindsatser.
På baggrund af undersøgelsesresultaterne udpeger dekanen for bacheloruddannelser og studiemiljø desuden – på baggrund af en indstilling fra DTU Studiemiljøudvalget – et særligt organisationstværgående fokusområde i relation til de studerendes trivsel. Dette fokusområde skal, i perioden frem til resultatet af den næste studemiljøundersøgelse foreligger, i særlig grad adresseres i det institut- og uddannelsesretningsforankrede arbejde med udvikling af studiemiljøet.
Læs mere i:
- Systematik for opfølgning på undersøgelser af studiemiljøet
- Ansvarsfordeling og snitflader i studiemiljøarbejdet på DTU