Ergonomiambassadøren

En ergonomiamassadør er en medarbejder, der har taget et kursus, så denne kan identificere og forebygge ergonomiske problemer på en arbejdsplads ved at vejlede kolleger i korrekt arbejdsteknik, optimere arbejdsstillinger og indrette arbejdspladsen hensigtsmæssigt. Rollen indebærer også at bidrage med viden til arbejdsmiljøorganisationen (AMO) for at skabe en mere forebyggende indsats mod nedslidning og skader.

Ergonomiambassadørens rolle

Det tilstræbes, at alle DTU-enheder har en eller flere ergonomiambassadører. Der uddannes ergonomiambassadører indenfor:

  • kontor
  • laboratorie
  • værksteder og tunge løft

Formålet er at skabe et større fokus på ergonomiske forhold på DTU og gøre det synligt, at ergonomi hjælper. Der opnås egen ekspertise, bedre udnyttelse af inventar og udstyr, bedre bevægelse og variation med øget trivsel og energi samt mere tilfredse medarbejdere. Der kan tillige opnås bedre velvære, større effektivitet og nedsat sygefravær.

Ved at have en ergonomiambassadør på stedet, opnår medarbejderne lettere adgang til rådgivning indenfor ergonomi og en hurtigere reaktion på skader og nedslidning.

Det forventes at ergonomiambassadøren skal:

  • kunne give en ergonomisk arbejdspladsvurdering med justeringer af det eksisterende møblement og udstyr samt rådføre om køb af evt. ergonomiske hjælperedskaber
  • bidrage med viden om de mest basale regler, rammer og ergonomiske forhold
  • bidrage med viden om kroppen og hvordan vi bedst muligt beskytter os mod over- og fejlbelastninger
  • indgå med rådgivning til indretning ifm. flytning, ombygninger eller nybyggerier
  • vurdere de situationer, hvor der er behov for mere professionel hjælp
  • har et vist kendskab til, hvad der ligger af informationsmateriale på DTU Inside: ergonomi
  • gør opmærksom på sig selv, så alle ved, hvem de skal henvende sig til
  • holde sig ajour ved at deltage i den årlige ergonomidag og eventuelt andre relevante ergonominetværksmøder

Der afholdes en årlig ergonomidag (kl. 10.00-15.00) for alle ergonomiambassadører. Derudover kan der være enkelte områdespecifikke netværksmøder med fysisk eller virtuel deltagelse. Formålet med netværksmøderne er dels for at klæde ergonomiambassadøren ordentligt på fagligt, men også for at udbrede kendskabet til hinanden og dermed øge muligheden for at bruge hinanden på tværs af netværket. 

Til alle ergonomiambassadører er der udarbejdet hjælpemateriale, bl.a. en folder til hjælp og støtte ved ergonomisk gennemgang af en arbejdsplads. Folderen er personlig og udleveres sammen med kursusbeviset. Der er også udarbejdet en funktionsaftale, som er et aftaledokument, hvor der med nærmeste leder aftales, i hvilket omfang ergonomiambassadøren skal udføre opgaven, herunder eventuelt også tidsforbrug.

Ergonomiambassadør kurset

Der udbydes kurser i henholdsvis kontor- og laboratorieergonomi hver forår. Tilmelding til disse kurser skal ske via DTU Inside (tema: Arbejdsmiljø - er kun synligt, så længe kurset er åbent for tilmelding). Er du interesseret eller har spørgsmål, så send en mail til Ann-Rose (arbot@dtu.dk).

Der udbydes derudover kurser i værkstedsergonomi, når vi kan samle et hold på mindst 8 personer. Er du interesseret, så send en mail til Ann-Rose (arbot@dtu.dk). 

Det forventes, at de kommende ergonomiambassadører deltager fysisk i alle sessioner for at få kursusbeviset. 

Efter kurset, inviteres deltagerne til et kom-godt-i gang-møde med fokus på bl.a. DTU-hjælpeværktøjer og slutter med et besøg i showroomet. 

Modul 1:                 Kl. 10.00-16.00 (fysisk deltagelse)
Modul 2:                 Kl. 10.00-16.00 (fysisk deltagelse)
Modul 3:                 2 timers kom-godt-i gang-møde inkl. besøg i showroomet 

Målgruppen er arbejdsmiljøorganisationen og andre med interesse for området.

Kontakt

Ann-Rose Bøttcher

Ann-Rose Bøttcher Motion- og sundhedskoordinator Campus Service Mobil: 40604928

Opdateret 05 februar 2026