Byggerådgivning
Har I behov for flere m2, nye faciliteter eller større renoveringer, så har Campus Service et hold af byggekyndige, som står klar til at give jer strategisk rådgivning og vejledning.
Nedenfor kan du læse lidt om processen for større renoveringer og nybyggeri på DTU. Hvis det drejer sig om et mindre bygge- eller renoveringsprojekt som f.eks. at sætte en ny væg op, skal du benytte DTU’s bestillingssystem for at afgive din ordre.
DTU Serviceportal (Ballerup) Opret en henvendelse i DTU Serviceportal
DTU Serviceportal (Lyngby) Opret en henvendelse i DTU Serviceportal
DTU Serviceportal (Risø) Opret en henvendelse i DTU Serviceportal
Projektidéen vurderes og kvalificeres
- Institut, center eller afdeling præsenterer sine behov og ønsker for DTU’s direktion f.eks. med udgangspunkt i jeres UMV (Udviklings-Mål og Virkemidler). Herefter afstemmer I med direktionen, om der skal igangsættes en analyse med hjælp fra Campus Service.
- Hvis direktionen godkender, at I går videre med idéen, kontakter I Campus Service for en vurdering af projektet. Vi vurderer blandt andet, om der er ressourcer til projektet, og om projektet passer ind i DTU’s eksisterende rammer eller kræver nybyggeri.
- Hvis vi bliver enige om at gå videre med projektet, påbegynder bygherreafdelingen i Campus Service analysearbejdet og hjælper jer med at indkredse jeres behov.
- Herefter laves der laves en indstilling til DTU’s direktion for at oprette projektet på investerings- og moderniseringsplanen (IM-planen).
- Efterfølgende laves der en indstilling til DTU’s bestyrelse for at godkende projektet på IM-planen. Hvis projektet godkendes i 1. runde, bliver den skrevet ind i IM-planen og markeret med gul.
- I den efterfølgende fase kvalificerer Campus Service projektet yderligere.
- Afslutningsvist laves der en indstilling til DTU’s direktion og bestyrelse for en endelig godkendelse af projektet. Hvis projektet bliver godkendt, markeres det på IM-planen med grøn.
- Projektet er nu klar til at blive igangsat.
Projektet igangsættes
Hvis projektet bliver godkendt af DTU's direktion og bestyrelse, er vi nu klar til at gå i gang. Projektet forløber herefter som nedenfor:
- Campus Service igangsætter projektet med den formelle brugerinddragelse
- Byggeriet projekteres
- Byggeriet igangsættes
Læs mere i flyeren 'Sådan forløber et byggeprojekt på DTU - Proces og brugerinddragelse'.
Om DTU's bygherreafdeling
DTU er et universitet med egen bygherreafdeling. Afdelingen hører hjemme i Campus Service og har ansvar for at udvikle og planlægge DTU’s byggeprojekter.
Vores afsæt for renoveringer og nybyggeri er Strategisk Campusplan for DTU Ballerup, Risø og Lyngby. Vi arbejder helhedsorienteret, og vi kvalificerer, at der kun bygges det, som er nødvendigt. Vi har fokus på, at nybyggeri udvikles og placeres med tanke for både eksisterende og fremtidige behov på DTU.
I Campus Services bygherreafdeling involverer vi brugerne - dvs. forskere, studerende og ansatte - i udviklingen af alle vores projekter. Vi samarbejder kontinuerligt med Campus Service Drift og sikrer på den måde, at alle bygninger er driftsoptimeret så godt som muligt.