Kemikalieaffald

Kemikalieaffald

Når du producerer kemikalieaffald, skal du følge DTUs regler for sortering af kemikalieaffald. 

Alt farligt kemikalieaffald skal opsamles og sorteres, inden det kan sendes til destruktion på et godkendt behandlingsanlæg. Det er affalds-aftagerstation, som modtager farligt kemikalieaffald fra DTU.

DTU vil kendes ved at være miljøbevidste og ansvarlige, og du skal som kemikaliebruger hjælpe med at bevare DTUs image i den henseende.

Farligt kemikalieaffald, der skal opsamles og sendes til destruktion.

I Kvikguiden til sortering af kemikalieaffald (se faktaboks) kan du finde et overskueligt rutediagram over farligt affald, der skal opsamles - til opsætning i laboratorierne. Nedenfor uddybes hvilken type kemikalieaffald, der betegnes som farligt affald:

  • Biologisk/ klinisk risikomateriale
  • Radioaktivt materiale
  • Eksplosiver samt væsker med et peroxid-indhold > 3000 ppm – se faktaboksen: Eksplosiver og peroxider
  • Stoffer/materialer, der ved kontakt med vand, luft eller syre, frigør giftige luftarter. (Mærket EUH029/EUH031/EUH032, eller se Kemibrugs kemikaliebrugsanvisning afsnit D).
  • Tungmetaller (f.eks. Bly, Cadmium og Kviksølv, Zink, Nikkel, Chrom, Kobber). Disse stoffer og deres forbindelser skal altid opsamles uanset koncentration.
  • Miljøstyrelsens liste over kategori A- og B- stoffer (ABC-stoffer vejl. nr. 2 2006 bilag 1). Disse stoffer skal altid opsamles uanset koncentration. (Stofferne er også angivet i Kemibrugs kemikaliebrugsanvisning afsnit F).
  • Faremærkede stoffer/materialer eller opløsninger (Kemibrug-etiketten har et faresymbol og/eller en eller flere H- eller EUH-sætninger) – Du kan hente hjælp i faktaboksen: Koncentrationsgrænser for farligt kemikalieaffald, hvor du kan se, hvornår din fortynding skal faremærkes.
  • Flydende affald med pH 1-6,5 eller pH 9-14

Når du har vurderet, om du har farligt affald, skal det derefter sorteres i henhold til din lokale kemikalieaffaldsansvarliges retningslinjer. 

Sorteringsvejledningen (se faktaboksen) bruges kun, hvis den kemikalieaffaldsansvarlige tillader det. Den bruges typisk, når man har blandet affald i laboratorierne. Affaldet opdeles i 9 grupper (O, K, Z, T, X, A, B, C og H-affald). O-affald skal altid vurderes, om det må sampakkes med andet affald. Din kemikalieaffaldsansvarlige vil yderligere sortere i dit O-affald. I Kemibrug kan du hente hjælp til, hvilken affaldsgruppe du skal anvende (se afsnit F). Da der oftest er tale om blandinger, som Kemibrug ikke har en kemikaliebrugsanvisning på, kan det være svært at vurdere. Din lokale kemikalieaffaldsansvarlige er trænet i denne opgave, og kan hjælpe dig i vurderingen. Se i øvrigt også institutspecifik kemikalieaffaldspolitik.

Hvis dit kemikalieaffald indeholder rester af kræftfremkaldende stoffer på AT’s kræftliste (se kemibrug afsnit F), skal du huske at sætte en gul label på affaldet med ordene: "Indeholder et stof, der er omfattet af dansk arbejdsmiljøregulering med hensyn til kræftrisiko" (officiel gul mærkat).

Hvad må du gerne hælde i vasken?

  • Flydende kemikalieaffald, der ikke er omfattet af ovenstående opsamlingskrav.
  • Affald, der udelukkende er mærket for brandfare (H226 på etiketten) og i mængder < ½ L.

Hvad må du gerne smide i skraldespanden?

  • Fast kemikalieaffald, der ikke er omfattet af opsamlingskrav i mængder under 500 g.

(Ved større mængder: Kontakt din kemikalieaffalds-ansvarlige. Store mængder kan støve i forbindelse med afhentning, og behandles derfor efter særlig aftale med Campus Service – Park og vej - Lyngby).

Spildevand på Lyngby Campus:

Der er to systemer til at bortlede spildevand på DTU i Lyngby. Alment spildevand fra toiletter og lignende fra samtlige bygninger på DTU løber i det kommunale kloaksystem til rensning i kommunens rensningsanlæg. Sideløbende er opbygget et internt kloaksystem for kemisektoren.

Spildevand fra kemisektoren

For at skåne kommunens rensningsanlæg er der opbygget et særskilt kloaksystem som dækker bygningerne 113, 115, 118, 204, 206, 207, 208, 221, 222, 223, 224, 227, 228, 229, 301, 309, 346, 375, 378 og 423. Systemet er lavet af syre/base bestandigt materiale, og er etableret som en uheldssikring, hvis der hældes sure og basiske opløsninger i vasken. Spildevandet ledes til kemisamlebrønde og derfra til neutraliserings- og sedimentationsanlægget i bygning 240. Herfra føres det behandlede vand til kommunens rensningsanlæg i Lundtofte.

Lyngby-Tårbæk kommune fører løbende tilsyn med at DTU overholder udledningsvilkårene for tilladelsen, som er forhandlet på plads med strenge krav til bl.a. tungmetaller.

Kontakt

Lise Brown Christiansen

Lise Brown Christiansen Arbejdsmiljøkonsulent Campus Service Mobil: 93511415

Opdateret 22 januar 2026