Nanopartikler

Vejledning for arbejde med Nanopartikler på DTU

Nanopartikler forekommer mange steder i vores daglige miljø, både fra stearinlys, pejse, madlavning og udstødning fra biler mv. Nanopartikler er en fællesbetegnelse for alle stoffer, hvor de primære partikler mindst har én dimension mindre end ca 100 nm. Nanopartikler kan have forskellige former – f.eks. fibre-, plade- og kugleformede, samt aggregater. De lange tynde fibre, som ikke er vandopløselige, anses for at være de farligste.

Da der ikke altid foreligger data for de enkelte nanopartiklers skadelige effekt, benytter DTU forsigtighedsprincippet, og antager, at de er skadelige. Det er derfor nødvendigt altid at overveje om en arbejdsproces kan generere nanopartikler.

DTU har en retningslinje for håndtering af nanopartikler, som sammen med nedenstående uddybende vejledning, skal implementeres i lokale risikovurderinger. Retningslinjen er fra 2017, og revideret i 2025. Se også den tilhørende film. (Filmen kan ikke redigeres, og der skal derfor ses bort fra risikovurderingsværktøjet Nanosafer)

I samarbejde med Instituttets nano-ansvarlige, skal der udarbejdes en risikovurdering, som underskrives af lokal arbejdsmiljøorganisation, før arbejdet udføres. Dette er nødvendigt, da der fremover kun må håndteres nanopartikler i godkendt udstyr, under godkendte procedurer, hvilket vil sige, er dækket i Instituttets Nano-APV. Dette er for at sikre den enkelte medarbejder, kollegaer, driftsfolk, samt det ydre miljø mod eksponering af farlige nanopartikler.

Der vil være skiltet for godkendte tekniske foranstaltninger, men hvis håndteringen af nanopartikler kræver ekstra værnemidler, så som heldragt og luftforsynet åndedrætsværn, skal der samtidig skiltes på alle indgangsdøre, for at advare andre mod faren.

Når der håndteres nanopartikler, er det vigtigt at kende rengøringsproceduren, da partiklerne ikke opfører sig som normalt pulver, der falder til jorden. Partiklerne kan opføre sig som gasser, og dette kræver en speciel procedure f.eks. ved spild og uheld, for at man ikke spreder faren.

DTU ønsker at sikre, at ingen medarbejdere eksponeres for farlige nanopartikler, og har derfor besluttet, at håndteringen af nanopartikler skal kontrolleres vha. kontrolmålinger.


Kontakt

Lise Brown Christiansen

Lise Brown Christiansen Arbejdsmiljøkonsulent Campus Service Mobil: 93511415

Opdateret 06 januar 2026