Narkotikaprækursorer

Nogle kemiske stoffer er reguleret fordi de let kan omdannes til narkotika eller psykotrope stoffer. Lovgivningen administreres af Told og Skatteforvaltningen.

Fra 18. august 2005 er EU-forordning 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer implementeret jf. Lov nr. 326 af 18. maj 2005 om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer. Ændringer til forordningen, 2020/1737, har tilføjet en del kemikalier, og i 2026 udvides listen med endnu flere kemikalier.

Forhandlere skal være i besiddelse af en licens for at kunne levere narkotikaprækursere, som er optaget i forordningens bilag I (Kategori 1 og 2 stoffer). Forhandlere skal ved overdragelsen indhente en aftagererklæring fra brugeren på DTU, som specificerer anvendelsesformålet. Der er dog tærskelværdier for kategori 2 stoffer.

Siden 2026 gælder en aftagererklæring / licens for et helt CVR-nummer (førhen kunne hvert enkelt institut søge som selvstændig enhed), hvorfor vi på DTU skal ansøge om én samlet bevilling til brug af narkotikaprækursorer. Den årlige afrapportering af hvor meget der er opmagasineret og brugt af de enkelte forbindelser skal ligeledes dække hele DTU. 

Hvis du som indkøber oplever, at en leverandør beder om at se din DTU bevilling til at købe narkotikaprækursorer, så kontakt venligst Lise Brown Christiansen.


Relativt få stoffer er optaget på de officielle lister med narkotikaprækusorer. Et stof som γ-butyrolacton, er eksempelvis ikke optaget, selv om det meget let omdannes til fantacy (gammahydroxybutansyre, GHB). Gammahydroxybutansyre er opført på Lægemiddelstyrelsens liste B med euforiserende stoffer. EU har dog en frivillig overvågningsliste for narkotikaprækusorer, og her er γ-butyrolacton medtaget. Kemikaliefirmaer forlanger ofte en aftagererklæring for stoffer på den vejledende liste.

For brugere på DTU er der ikke særlige krav til opbevaring af disse stoffer. Institutterne må vurdere om der er behov for skærpede opbevaringskrav til narkotikaprækursorer, herunder stoffer på den frivillige overvågningsliste.

Kontakt

Lise Brown Christiansen

Lise Brown Christiansen Arbejdsmiljøkonsulent Campus Service Mobil: 93511415

Opdateret 22 januar 2026