Habilitet

Som medarbejder på DTU og som offentligt ansat er du omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet. Af lovens §§ 3-6 fremgår, hvornår en medarbejder ikke kan træffe afgørelse, deltage i afgørelsen og ikke kan rådgive eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af en sag/opgave, fordi der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om medarbejderens upartiskhed. Dette er blandt andet tilfældet, når du selv eller dine nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagen/opgaven.

Der er tale om et forbud mod en række situationer, som i sig selv kan indeholde en risiko for partiskhed og usaglighed, og som af offentligheden/omverdenen kan opfattes som indeholdende en risiko herfor og dermed kan nedbryde tilliden til DTU og den offentlige forvaltning.

Når du indgår i en ny opgave, skal du derfor vurdere, om der er risiko for, at du er inhabil, eller om der i øvrigt kan være interesser, som kan rejse tvivl om, hvorvidt du er i stand til at nå frem til et neutralt og vederhæftigt resultat. Er der eller kan der foreligge inhabilitet/være sådanne interesser, skal du som anført i forvaltningsloven drøfte dette med din leder.

Særlige personlige relationer, som f.eks. kæresteforhold mellem medarbejdere eller mellem leder og medarbejder i en enhed, kan ligeledes eventuelt rejse tvivl om upartiskhed, inhabilitet, særinteresser mv. Det anbefales derfor, at du orienterer din nærmeste leder, hvis sådanne relationer og forhold eksisterer.

Supportsag til HR

Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal

Generelle spørgsmål til HR

Generelle spørgsmål til HR Ring til os mandag til fredag kl. 9.00-12.00 Telefon: 45255050

Opdateret 16 oktober 2025