Procedure for meritsagsbehandling

Formålet er at sikre kvaliteten af meritsagsbehandlingen, så de studerende sikres en fair og ensartet behandling.

Proceduren består af følgende trin:

  • Ansøgning om forhåndsgodkendelse, endelig merit og før-start-merit
  • Behandling
  • Klagemulighed

Ansøgning om forhåndsgodkendelse, endelig merit og før-start-merit

De studerende ansøger om forhåndsgodkendelse, endelig merit og før-start-merit på www.merit.dtu.dk.

Det er den studerendes ansvar at indhente og uploade den nødvendige dokumentation ved ansøgning.


Behandling

DTU har fået dispensation til at nedsætte centrale merit- og dispensationsudvalg inden for de enkelte uddannelsesområder. Dette fremgår af DTU’s vedtægter. Civilingeniøruddannelsens merit- og dispensationsudvalg (CMDU) og Diplomingeniøruddannelsens merit- og dispensationsudvalg (DMDU) har til opgave at behandle merit- og dispensationssager. Udvalgenes sammensætning fremgår af DTU’s vedtægter. CMDU og DMDU har uddelegeret bemyndigelsen til afgørelse af meritsager til studielederne og Afdelingen for Uddannelse og Studerende.

DTU’s regler og studieordninger sætter rammerne for behandlingen af alle ansøgninger. Den faglige kvalitet af behandlingen sikres ved, at studieleder eller meritansvarlig foretager en vurdering af alle ansøgninger.

Sagsgangen for meritansøgninger er som følger:

  • Den studerende indgiver sin ansøgning via det elektroniske meritsagsbehandlingssystem (www.merit.dtu.dk).
  • Meritansvarlig sikrer, at den nødvendige dokumentation er uploadet og at der ansøges inden for gældende regler.
  • Studieleder/meritansvarlig foretager en faglig vurdering af meritansøgningen.
  • Meritansvarlig sender en skriftlig afgørelse til den studerende elektronisk via meritsystemet. 

Sagsbehandlingstiden kan vare op til 4-6 uger.


Klagemulighed

Meritafgørelser kan påklages og i alle meritafgørelser indgår en klagevejledning.

Klager, som skal være skriftlige og begrundede, indgives til DTU, Afdelingen for Uddannelse og Studerende via merit@adm.dtu.dk.

Vedrører klagen den faglige vurdering af endelig merit for danske uddannelseselementer (herunder før-startmerit) eller forhåndsgodkendelse af merit for såvel danske som udenlandske uddannelseselementer, behandles klagen af et meritankenævn, såfremt afgørelsen vedrører en bachelor- eller kandidatstuderende. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Vedrører klagen den faglige vurdering af endelig merit for udenlandske uddannelseselementer (herunder før-startmerit) for en bachelor- eller kandidatstuderende, eller den faglige vurdering af forhåndsmerit eller endelig merit for en diplomingeniørstuderende, behandles klagen af Kvalifikationsnævnet. Fristen for indgivelse af klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Vedrører klagen retlige spørgsmål (fx at sagen ikke er behandlet i overensstemmelse med love/bekendtgørelser eller forvaltningsretlige grundsætninger), behandles den af den uddannelsesansvarlige dekan. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kontakt

Opdateret 20 januar 2026