Transport af kemikalier eller mikroorganismer

Transport af farlige/sundhedsskadende kemikalier eller mikroorganismer skal foregå sikkert, så der undgås spild og ulykker. Risikoen for spild og uheld skal vurderes individuelt fra transport til transport, og det skal sikres, at et egnet spildkit er indenfor rækkevidde. Det anbefales at inddrage arbejdsmiljøorganisationen i denne vurdering.

Intern transport i bygningen

Transporten skal ske sikkert og uden ophold, og må således ikke efterlades uden opsyn. Kemikalier må ikke efterlades uden for ventilleret område, ligesom mikroorganismer kun må efterlades i et lokale/udstyr markeret med ”biologisk fare”.

Transport af små mængder mellem nærliggende laboratorier (på samme gang) kan ske i primær beholder, såfremt denne er helt tæt og holdes lukket.

Transport af farlige/sundhedsfarlige kemikalier eller mikroorganismer over længere afstande skal foregå i egnede tætte og brudsikre transportbeholdere. Denne dobbeltemballering sikrer, at et evt. spild kan tilbageholdes. For flydende kulturer fores transportbeholderen med sugende materiale eller - hvor det skønnes nødvendigt – med inaktiveringsmiddel. Decon er en god ide ved transport af GMO eller BSL3 (eller større risiko).

Skal der transporteres større mængder, kan et rullebord med op-kant anvendes. Husk, at mennesker og kemikalier ikke må anvende elevatoren samtidig.

Hvor risikoen er stor – dvs. hvor der er store mængder farlige kemikalier, GMO eller smittefarlige mikroorganismer kl. 3 - skal transporten foregå ”udenfor myldretid”- dvs. hvor der er færrest på arbejde.

Ekstern transport fra bygning til bygning

Det er ikke tilladt at transportere kemikalier eller mikroorganismer i flyttekasser/ personbiler/ tjenestebiler mm. Når kemikalier eller mikroorganismer skal transporteres på offentlig vej træder ADR reglerne i kraft (regler for transport af farligt gods på vej).

Kemikalier og mikroorganismer skal pakkes og deklareres i forhold til ADR reglerne, der skal udarbejdes en transportklassificering, transportdokumenter skal udfyldes, hvorefter de kan transporteres med en godkendt transportør. Alle institutter har en kemikalieaffaldsansvarlig, som er uddannet i disse regler. Man kan evt. betale for denne ydelse hos f.eks. SMOKA.

I Lyngby kan CAS Bæredygtighed rekvireres for en godkendt transport. På andre lokationer kan SMOKA eller anden godkendt transportør rekvireres.

Hvis kemikalierne eller mikroorganismerne kan transporteres mellem bygninger i kældersystemer eller de kan transporteres på offentlig vej vha. trækvogne, rulleborde eller en i en dobbelt emballeret spand gælder ADR reglerne formelt ikke, men det anbefales, at de alligevel følges. Lægges ADR reglerne ikke til grund, skal der foretages en risikovurdering af transporten inden den foretages. I vurderingen skal flg. forhold belyses:

  • Mængden og farligheden af kemikalier eller mikroorganismer
  • Overvej emballeringen og transporten i detaljer (hvem, hvor, hvornår og hvordan)
  • Skiltning på hele transportruten og afspærring for uvedkommende
  • Transportvejens beskaffenhed (dørtrin, huller mm)
  • Konsekvenserne ved spild og uheld
  • Spildkits ved spild og uheld
  • Personlige værnemidler ved spild og uheld
  • Beredskabsplan (inkl. kontaktpersoner)

Ifm risikovurderingen skal instituttet overveje om koncernberedskabet (45253355) skal orienteres om flytningen, inden den foregår. Risikovurderingen, samt afvigelser fra denne instruktion, skal underskrives af arbejdsmiljøorganisationen.

Kontakt

Lise Brown Christiansen

Lise Brown Christiansen Arbejdsmiljøkonsulent Campus Service Mobil: 93511415

Opdateret 15 januar 2026