Arbejde fra distancen
DTU’s målsætning er mere fleksibilitet i arbejdsdagen. Teknologien gør det muligt at supplere den fysiske tilstedeværelse med online tilgængelighed, eksempelvis i forhold til distancearbejde, forskudte arbejdstider og øget fleksibilitet i, hvordan vi planlægger vores arbejdsdag.
Det primære arbejdssted er campus, men medarbejderen kan aftale med nærmeste leder også at arbejder fra distancen. At arbejde fra distancen kan eksempelvis være i eget hjem, et møde hos en samarbejdspartner eller kollega, andre steder på campus, på en café, i det omkringliggende byrum etc.
Det anbefales af DTU, at der ikke fastlægges og aftales faste hjemmearbejdsdage, da dette kan medføre en begrænsning af den fleksibilitet, som organisationen søger at fremme gennem den gældende delpolitik om fleksibilitet i arbejdsdagen.
Arbejdsmiljøloven gælder lige meget hvor man arbejder og skal altid foregå sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Hjemmearbejdspladsen
Arbejdsmiljølovgivningen gælder også, hvis den ansatte arbejder i sit eget hjem, Arbejdstilsynet fører dog ikke tilsyn i private hjem.
Kravene til indretningen af hjemmearbejdspladsen ved skærmarbejde kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside, se nedenfor.
At arbejde f.eks. hjemmefra er et frivilligt tilbud til alle medarbejdere på DTU. Har du aftalt med din leder, at du ofte arbejder hjemmefra, kan du i dialog med din leder undersøge, hvilke faciliteter DTU kan stille til rådighed.
Ansvar og pligter ved hjemmearbejde
Ledelsens ansvar
Det er lederens pligt at sikre og sørge for, at hjemmearbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren kan godt lade den ansatte bruge sit private udstyr (arbejdsbord, stol, skærm, tastatur osv.) til skærmarbejdet.
For at sikre, at hjemmearbejdet foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, er det særlig vigtig, at lederen løbende er i dialog med den enkelte medarbejder og følger op på hjemmearbejdsforholdene. Der er til dette formål udarbejdet en DTU guideline, som kan findes nedenfor.
Medarbejderens ansvar
Medarbejdere skal aktivt medvirke til, at hjemmearbejdsstedet er indrettet forsvarligt, at inventar samt arbejdsudstyr anvendes efter hensigten og at hjemmearbejdet i øvrigt udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Bliver medarbejdere opmærksom på forhold i hjemmet, som kan forringe sikkerheden eller sundheden, og som man ikke selv kan rette, skal medarbejderen meddele det til arbejdslederen eller et medlem af arbejdsmiljøorganisationen.Er der forhold i arbejdsmiljøet, der ikke er tilfredsstillende i forbindelse med arbejdsvaretagelse uden for det primære arbejdssted opfordrer DTU til at benytte den arbejdsplads, der er til rådighed på campus.
Brug ergonomiambassadøren
De fleste universitetsenheder på DTU har tilknyttet en eller flere ergonomiambassadører. Vi opfordre til at der henvises til disse i forhold til vejledning om ergonomi på hjemmearbejdspladsen.
Oversigten over ergonomiambassadører kan du finde på DTU Inside her: Ergonomiambassadoeren.
Inspiration til indretning af hjemmearbejdspladsen
Se hvad du skal være opmærksom på ved hjemmearbejdspladsen i videoen nedenfor. Her kan du også lade dig inspirere af, hvordan du med enkelte ting i hjemmet kan indrette dig og få en mere ergonomisk arbejdsplads.
Arbejdsulykker på hjemmearbejdspladsen
Når medarbejdere arbejder hjemme, kan der – ligesom på den ordinære arbejdsplads - ske ulykker. Sker en skade, mens medarbejderen er på den ordinære arbejdsplads, er der i praksis en formodning for, at skaden er en arbejdsskade.
Sker en skade i forbindelse med hjemmearbejde, er der ikke den samme formodning for, at skaden er sket som følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet foregår under. Grænsen mellem private og arbejdsmæssige forhold er mere flydende, når arbejdet udføres hjemmefra, hvorfor det kan være vanskeligere at afgøre, hvorvidt der er tale om en arbejdsulykke omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Hvis den ansatte arbejder hjemmefra, bør denne kontakte eget forsikringsselskab for at sikre, at dækningen er fyldestgørende i henhold ulykker under hjemmearbejde, men ikke vurderes omfattet af arbejdsskadesikringsloven (oftest ved, at der er tegnet privat ulykkesforsikring).
Færden, der har karakter af private ærinder, har som udgangspunkt ikke en naturlig eller nødvendig forbindelse til arbejdet, fx:
- i forbindelse med private gøremål, f.eks. at hænge vasketøj op, græsslåning eller lufte hund
- man forlader sin bolig i normal arbejdstid for at købe ind og kommer til skade i denne sammenhæng
Den 2. maj 2025 afsagde Højesteret dom i en arbejdsskadesag, hvor der var anmeldt en arbejdsskade som følge af et fald i hjemmet sket under udførelsen af hjemmearbejde.
Det fremgår af Højesterets dom bl.a., ”at arbejdsgiveren har ansvaret for et sundt og sikkert arbejdsmiljø, også når arbejdet foregår i den ansattes hjem”. Det fremgår videre, at efter Højesterets opfattelse må arbejdsgiveren som led i det objektive ansvar efter arbejdsskadesikringsloven bære risikoen for skader, der sker som følge af, at den ansatte under udførelsen af arbejde fra en hjemmearbejdsplads falder over egne genstande, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som er en del af hjemmets indretning.”
Kontakt
Ann-Rose Bøttcher Motion- og sundhedskoordinator Campus Service Mobil: 40604928 arbot@dtu.dk
Lederguide ifbm hjemmearbejde