Visum og arbejds- og opholdstilladelse
Medarbejderen skal selv undersøge reglerne for visum og arbejds- og opholdstilladelse i det land, som vedkommende skal arbejde i. Det anbefales, at dette undersøges i god tid før udlandsopholdets start, da der kan være lang sagsbehandlingstid på ansøgninger om visum og arbejds- og opholdstilladelser.
Ved udstationering til et andet EU/EØS-land behøver en dansk statsborger hverken visum, opholds- eller arbejdstilladelse. Man har ret til at opholde sig og arbejde i alle EU/EØS-lande. Man skal dog registrere sig hos de lokale myndigheder inden for de første tre måneder og få udstedt et opholdsbevis.
Hvis medarbejderen skal udstationeres eller ansættes i andre lande end EU/EØS-lande, skal medarbejderen normalt have både opholds- og arbejdstilladelse samt visum inden afrejsen fra Danmark. Man må normalt ikke påtage sig lønnet eller ulønnet arbejde, hvis man ikke har en arbejdstilladelse.
Det anbefales, at medarbejderen sørger for at indhente en arbejdstilladelse og eventuelle andre tilladelser inden afrejsen fra Danmark, da det ikke altid er muligt at få de nødvendige tilladelser, når man først er indrejst i et bestemt land.
Hvis medarbejderen har en arbejds- og opholdstilladelse til at arbejde i Danmark, skal medarbejderen i god tid inden rejse til udlandet kontakte International Faculty Services i Koncern HR for nærmere oplysning om eventuelle konsekvenser for arbejds- og opholdstilladelsen af et udlandsophold.
Sådan indhentes visum og arbejds- og opholdstilladelse
Arbejds- og opholdstilladelse og visum indhentes ved det relevante lands ambassade i Danmark. Det kræver typisk, at medarbejderen møder personligt op på repræsentationen. De enkelte landes ambassader og konsulater kan give præcise svar på disse spørgsmål. For de lande, som ikke har nogen repræsentation i Danmark, kan Udenrigsministeriets omstilling på tlf. 33 92 00 00 oplyse om telefonnummeret til de pågældende landes nærmeste repræsentation.
Illegalt arbejde
Det har som regel meget alvorlige konsekvenser at arbejde illegalt i et land. Disse varierer fra store bøder til udvisning af landet for bestandigt. Det er derfor meget vigtigt, at papirarbejdet er på plads i god tid inden afrejsen.
Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal
Generelle spørgsmål til HR Ring til os mandag til fredag kl. 9.00-12.00 Telefon: 45255050