Diversitet, lighed og inklusion
På DTU ønsker vi at fremme en mangfoldig og inkluderende studie- og arbejdskultur med lige muligheder for alle, fordi vi tror på, at forskellige erfaringer og perspektiver er med til at skabe banebrydende forskning og uddannelse. Og fordi vi tror på, at det bidrager til trivslen. Derfor er diversitet, lighed og inklusion (DE&I - Diversity, Equity and Inclusion) en vigtig dagsorden.
Forestil dig en gruppe på DTU, der skal løse et komplekst problem inden for robotteknologi. I et mangfoldigt team vil der være medarbejdere og studerende med forskellige baggrunde og erfaringer, såsom softwareudviklere, mekaniske ingeniører og designspecialister med forskellige køn, nationalitet, alder og kulturel baggrund. Denne gruppe vil sandsynligvis få flere forskelligartede ideer og skabe mere kreative løsninger sammenlignet med et homogent team af ingeniører med samme uddannelser, erfaringer og baggrunde.
Årsagen er, at når vi arbejder i en mangfoldig gruppe af mennesker, der ikke nødvendigvis deler den samme opfattelse af verden som os, kan vi komme med andre perspektiver og stille nysgerrige spørgsmål, som kan føre til nye måder at tænke og innovere på.
Trivsel taler vi om på DTU, Derfor tilstræber vi også en kultur, hvor medarbejdere og studerende kan sætte ord på særlige behov, og hvor ledelsen er åben for en dialog herom.
Diversitet handler om at have forskellige perspektiver og kompetencer i et team eller en organisation. Lighed handler om at give lige muligheder til og at respektere alle uanset baggrund. Inklusion indebærer at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte for deres unikke bidrag, uanset køn, kropsfunktion, etnicitet, alder, kultur eller andre faktorer.
"Fokus på DEI styrker trivsel, forbedrer resultater og tiltrækker talenter. Som ansvarligt universitet skal DTU gå forrest og sikre lige muligheder for alle."