DTU Ledelsesgrundlaget

Ledelse på DTU er et centralt element i forhold til at fastholde DTU som et førende teknisk universitet. Ledelse er en forudsætning for medarbejdernes trivsel og performance, og alle medarbejdere har krav på god ledelse. Derfor har DTU sit eget lederprogram, der sikrer målrettet uddannelse af alle DTU’s ledere, og en række aktiviteter, der understøtter ledelsesudvikling.

Vi arbejder ud fra DTU Ledelsesgrundlaget, der beskriver, hvordan ledelse bedrives på DTU.

Hvad er god ledelse på DTU?
Nøglebegreberne i DTU’s Ledelsesgrundlag er respekt, dialogmedinddragelse, samarbejde på tværsnysgerrighedansvar og samfundsperspektiv.

Ledelsesgrundlaget pointerer, at den menneskelige ressource er det mest værdifulde aktiv. Og alle medarbejdere skal have adgang til en involverende og forpligtende dialog med deres leder.

Denne tilgang til individet afspejler DTU’s holdning til, at alle rummer et potentiale. Ledelse er en afgørende faktor for, at den enkelte medarbejder kan udleve og udnytte sit fulde potentiale. Ledelse på DTU skal derfor sikre, at alle universitets ansatte bliver anerkendt og konstruktivt udfordret.

Ledelse skal kort sagt skabe rammerne for maksimal udfoldelse af individets talent, så vi sammen kan skabe excellente resultater.

Ledelse på DTU skal være situationsbestemt og målrettet den enkelte. Det er leders ansvar at forventningsafstemme mål, midler og rammer med medarbejderen for at sikre, at denne kan være selvledende på en meningsfuld og målrettet måde. Alle medarbejdere, herunder ledere, har løbende udviklingssamtaler med deres nærmeste leder.

I DTU Ledelsesgrundlaget fremhæves det også, at vi forventer, at ledere på DTU er bevidste om deres ansvar som kulturbærende rollemodeller, ikke bare i formaliserede møder, men i alle sammenhænge.

God ledelse forudsætter et aktivt med- og modspil fra medarbejderne. Den enkelte inviteres til at bidrage med sine input og perspektiver i den daglige dialog, ved formaliserede møder, på seminarer, i forbindelse med DTU’s Trivsels- og Ledelsesdialoger etc.

Store dele af Ledelsesgrundlaget er en gengivelse af en mundtlig båret ledelseskultur, der er oparbejdet gennem en mangeårig ledelsespraksis på DTU.

Har du kommentarer eller spørgsmål til DTU Ledelsesgrundlaget, er du velkommen til at kontakte din HR-Partner.

Kontakt HR-partner

Kontakt HR-partner Her kan du se, hvem der er HR-partner for din afdeling eller dit institut.

Opdateret 25 januar 2026