Ophavsret når du underviser

Når du underviser, er du både skaber og bruger af ophavsrettigheder. Derfor er der en række væsentlige forhold, der er relevante for dig og DTU.

Er du f.eks. klar over, at din undervisning opfattes som et ophavsretligt beskyttet værk, og at det kan være ulovligt at bruge et billede fundet på nettet i dit undervisningsmateriale?

Hvad er omfattet af ophavsret?

Ophavsretligt beskyttede værker relevante for dig som underviser:

  • dit undervisningsmateriale, software, du har udviklet, artikler skrevet af dig (du er skaberen)
  • andres billeder, trykte tekster, videnskabelige artikler, tekniske tegninger og software (du er brugeren)

Aftale med Copydan Tekst og Node

DTU's kopieringsaftale med Copydan Tekst og Node giver undervisere og øvrige DTU medarbejdere ret til at kopiere og anvende uddrag fra udgivne tekst- og nodematerialer. Det gælder både trykt og digitalt materiale fra danske og udenlandske publikationer. Aftalen dækker undervisningsbrug, men også forskningsbrug og administrativ brug. 

Hvor meget må jeg som underviser kopiere?

  • For hvert værk må du højst kopiere 20%, max. 50 sider pr. studerende pr. halvår.
  • For tidsskrifter beregnes procentsatsen ud fra årgangens samlede sidetal.
  • Uanset en publikations længde må du altid kopiere eller printe fire sider.

Hvad ligger inden for begrebet "kopiering"? 

  • Fotokopiering - fra papir til papir
  • Scan - fra papir til digital fil
  • Print - fra internettet og andre digitale medier til udprint på papir
  • Digital kopiering - fra et digitalt format til et andet digitalt format. Du må copy/paste, downloade eller på anden måde digitalkopiere fra digitale medier og filer som hjemmesider, e-bøger, CD-rom'er og PDF-filer, herunder uploade materiale til læringsplatforme og intranet

Hvad må jeg kopiere?

  • Alle typer tekstudgivelser, f.eks. bøger, tidsskrifter og noder
  • Aviser er dækket af aftalen siden juni 2022
  • Digitale ressourcer, f.eks. digitale bøger og artikler, der ligger lovligt og åbent på internettet
  • Både danske og udenlandske udgivelser

Husk altid kildehenvisning, herunder: Titel, forfatter, forlag/udgiver og udgivelsesår.

Hvad må jeg ikke kopiere?

Du må ikke digitalkopiere:

  • e-artikler
  • e-bøger
  • andre digitale ressourcer fra databaser eller søgekataloger. Disse materialer skal tilgås med adgangskode, fx via DTU FindIt.

DTU har sikret sig, at DTU's undervisere og studerende lovligt kan bruge billeder, der er beskyttet af ophavsretten, til undervisnings- og studiebrug.

Husk, at du altid har mulighed for at kontakte den enkelte rettighedshaver om brug af et specifikt billede, hvis du skal bruge det udenfor DTU.

DTU har indgået en aftale med VISDA (tidligere Copydan Billedkunst), der giver DTU's undervisere og studerende mulighed for at bruge billeder, der er beskyttet af ophavsretten til undervisnings- og studiebrug. VISDA-aftalen bliver løbende forlænget og er derfor stadig gældende

Hvad må jeg ifølge aftalen? 

  • Hente og bruge billeder fra åbne sider på internettet (det vil sige billeder der ikke er bag en betalingsmur)
  • Scanne og anvende billeder fra trykte materialer som f.eks. bøger, tidsskrifter og magasiner   
  • Bruge billeder til f.eks. smartboard- eller Powerpoint-præsentationer
  • Dele billeder med andre DTU-undervisere, forskere og studerende via e-mail eller på DTU Learn
  • Bruge billeder i Powerpoints uden for DTU på institutioner, der har en tilsvarende aftale med Copydan VISDA, eksempelvis Københavns Universitet, Aalborg Universitet eller Aarhus Universitet

Hvad må jeg ikke ifølge aftalen? 

  • Bruge billederne uden for DTU på institutioner, virksomheder m.fl., der ikke har en tilsvarende aftale med Copydan VISDA 
  • Anvende billederne til andre formål end undervisning og opgaver
  • Foretage ændringer i billederne
  • Gøre billederne tilgængelige på åbne netværk 

Kildeangivning

Husk altid at kildeangive de billeder, du bruger: 

Som minimum bør du skrive, hvor billedet er fra, enten en tekstlig kilde eller en url. Det er en god ide at skrive hvilken aftale eller licens (ophavsretsinformation), der giver ret til at bruge billedet.

En ideel citation indeholder en større beskrivelse med:

  • Navnet på fotografen/kunstneren
  • efterfulgt af billedets titel, årstal og den tekstlige kilde eller url.
  • Til sidst bør aftale eller licens (ophavsretsinformation) fremgå.

Når du vil bruge elektronisk materiale fra DTU Findit, som er udgivet af et forlag, skal du være opmærksom på, at aftaler med forlagene kan have betingelser for brugen, der varierer meget fra tidsskrift til tidsskrift.

DTU anbefaler, at du undersøger muligheder og begrænsninger i forlagsaftalerne for det materiale du vil bruge ved at kontakte DTU Biblioteks licensteam.

Du må typisk:

  • Printe, downloade eller kopiere et eksemplar til eget brug
  • Citere/kildeangive
  • Linke til tidsskriftets/bogens hjemmeside*
  • Lave dybe links til artikel eller bogkapitel (f.eks. til brug i litteraturlister)*

*Anbefales til undervisningsbrug.

Du må typisk ikke:

  • E-maile, kopiere, printe eller på anden måde distribuere PDF-filer til andre brugere
  • Fildele på åbne hjemmesider, dvs. ingen upload af PDF-filer
  • Fildele på lukkede hjemmesider f.eks. DTU Learn, selvom de er beskyttet med password. Altså må PDF-filer ikke uploades til brug til brug i undervisning

Husk, at du altid må dele 20%, dog max 50 sider af et værk med dine studerende - også som pdf. Det skyldes DTU's aftale med Copydan Tekst og Node.

DTU's politik om brugsret til undervisningsmaterialer sikrer, at du kan bruge materialer fra andre DTU-undervisere i din undervisning.

Med virkning fra 1. januar 2017 trådte DTU’s politik for brug af undervisningsmateriale i kraft. Politikken er aftalt mellem de forhandlingsberettigede organisationer og DTU's direktion, og giver DTU brugsret til undervisningsmateriale udviklet under en medarbejders ansættelse på DTU. Samtidig understreger politikken, at det er underviseren, der ejer sit materiale, ikke DTU.

Brugsret

DTU’s brugsret skal bl.a. sikre, at studerende ikke ender i en situation, hvor der skal udarbejdes helt nyt kursusmateriale, hvis en underviser forlader DTU midt i et semester. Brugsretten gælder kun til undervisningsformål.

Brugsretten betyder, at når undervisningsmateriale er udviklet under en medarbejders ansættelse på DTU, har DTU fremover ret til at bruge materialet til undervisning, også efter en underviser har forladt universitetet. Lærebøger og artikler er undtaget fra politikken.

Revision

Politikken er i april 2024 blevet revideret. Det er sket i samarbejde mellem DTU, de forhandlingsberettigede organisationer samt UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde).
Opdateret 16 december 2025