Når du skal være mor
Tidsfrister
- Senest 3 måneder før forventet fødsel
Du skal give din leder og Koncern HR besked om din graviditet samt oplyse, hvornår du ønsker at påbegynde din graviditetsorlov. Dette gøres ved at udfylde og uploade dette skema i DTU Fusion.
- Senest 6 uger efter fødsel
Du skal give besked til Koncern HR, hvis du ønsker at afholde forældreorlov. Du skal oplyse, hvornår orloven begynder, og hvornår du genoptager arbejdet. Dette gøres ved at udfylde og uploade dette skema i DTU Fusion.
Bemærk: Orloven kan som udgangspunkt ikke ændres efter fristens udløb, og en allerede påbegyndt orlov kan ikke ændres.
Fravær under din graviditet
Du har ret til fravær med løn til forebyggende graviditetsundersøgelser, hvis disse kun kan finde sted i arbejdstiden.
DTU yder fuld løn ved fravær, der skyldes graviditetsgener før den varslede graviditetsorlov. For at sikre korrekt registrering og refusion, skal du gøre følgende:
- Informer din leder og HR Compensation & Benefits
Giv besked, hvis du bliver helt eller delvist sygemeldt på grund af graviditetsgener.
- Registrér fraværet korrekt
Sygemeldingen skal registreres på din timeseddel som graviditetsbetinget sygdom – ikke som almindelig sygdom.
- Opret en sag i Serviceportalen
Opret en sag til HR Compensation & Benefits, hvor du oplyser: 1) At du er sygemeldt pga. graviditet og 2) Din terminsdato.
6 ugers graviditetsorlov
Du har ret til at holde graviditetsorlov op til 6 uger før den forventede fødsel (dvs. 6 uger før din terminsdato). Du har ret til fuld løn i perioden, forudsat at beskæftigelseskravet er opfyldt.
Hvis du føder før eller efter det forventede fødselstidspunkt, bliver graviditetsorloven henholdsvis kortere eller længere end de 6 uger. Vælger du ikke at holde graviditetsorlov, kan de 6 uger ikke overføres til perioden efter fødslen.
10 ugers barselsorlov efter fødslen
Du har ret til barselsorlov med løn i de første 10 uger efter fødslen. De 2 første uger efter fødsel er obligatoriske og med fuld løn. Herefter har du 8 ugers orlov med fuld løn, som skal afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen. De 10 uger regnes fra dagen efter barnets fødsel.
Du kan vælge at overdrage nogle eller alle af de 8 uger til den anden forælder. Retten til løn under orloven kan dog ikke overdrages. Læs mere om reglerne for overdragelse af orlov på Borger.dk.
Forældreorlov
Ud over graviditets- og barselsorloven har du som mor ret til 32 ugers forældreorlov. Du har ret til løn i op til 16 uger af forældreorloven, forudsat at DTU får dagpengerefusion:
- 10 ugers forældreorlov til mor.
- 6 ugers fælles forældreorlov, som kan deles mellem forældrene.
Regler for de fælles uger:
- Hvis begge forældre er ansat i staten, kan I aftale fordelingen af de 6 fælles uger.
- Hvis kun én forælder er ansat i staten, kan denne forælder få de 6 fælles uger.
Hvis du ønsker at afholde alle 6 fælles uger med løn, mangler du 2 ugers dagpenge for at kunne opnå fuld løn i perioden. De 2 nødvendige uger kan overføres fra faren eller medmoren, så du som mor får ret til fuld løn i hele perioden. Overføres der ikke orlovsuger med dagpenge, vil du i de pågældende 2 uger få reduceret løn.
Retten til fuld løn under orloven forudsætter, at DTU får fuld dagpengerefusion. De lønnede uger afholdes fra dine dagpengeuger, da DTU søger refusion.
Udover de lønnede uger kan du afholde resterende forældreorlov uden løn, eventuelt med dagpenge, afhængigt af dine tilgængelige dagpengeuger. Du har desuden mulighed for at forlænge orloven med op til 14 uger, så den samlede periode kan være op til 46 uger.
Eventuelt 13 ugers overdraget orlov fra den anden forælder
Far/medmor kan vælge at overdrage op til 13 ugers orlov til dig, hvis du opfylder betingelserne herfor. Orloven skal som udgangspunkt afholdes inden for 1 år efter barnets fødsel. For at udnytte den fulde ret til løn i op til 26 uger efter fødslen, forudsætter det, at du får overført mindst 2 ugers dagpenge fra barnets far. Alternativt vil du kunne få 25. og 26. uge med reduceret løn.
Hvis dit barn bliver indlagt
Er dit barn indlagt efter fødslen, starter orloven først dagen efter udskrivelsen. Orloven kan forlænges med den periode, barnet er indlagt. Du kan højst forlænge orloven i 12 måneder.
Det gælder dog kun, hvis barnet bliver indlagt, inden 46 uger efter fødslen, og hvis du ikke går på arbejde imens, og du holder eller havde planlagt at holde orlov under indlæggelsesperioden.
Dokumentation kræves, f.eks. en udskrift fra hospitalet med barnets CPR-nummer og indlæggelsesperiode. Bliver du syg under orloven, kan du som udgangspunkt ikke forlænge den.
Særlige situationer
Vær opmærksom på, at der kan være særlige situationer, som kan have betydning for din orlov, f.eks. hvis du ikke bor sammen med den anden forælder, barn der er født i udlandet eller hvis du har fået tvillinger. Læs mere om særlige situationer på Borger.dk.
Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal
Generelle spørgsmål til HR Ring til os mandag til fredag kl. 9.00-12.00 Telefon: 45255050