Når du skal være far/medmor

Tidsfrister

  • Senest 4 uger før forventet fødsel
    Du skal give din leder og Koncern HR besked om, hvornår du vil holde fædre-/medmororlov, om du har fået overdraget barselsorlov fra moren, og om du planlægger yderligere forældreorlov inden for de første 10 uger. Dette gøres ved at udfylde og uploade dette skema i DTU Fusion.
  • Senest 2 uger efter fødsel
    Du skal sende en mail til hr-compensation-and-benefits@dtu.dk med oplysning om barnets fødselsdato og første dag for fædre-/medmororlov.

  • Senest 6 uger efter fødsel
    Du skal give besked til Koncern HR, hvis du ønsker at afholde forældreorlov. Du skal oplyse, hvornår orloven begynder, og hvornår du genoptager arbejdet. Dette gøres ved at udfylde og uploade dette skema i DTU Fusion.

Bemærk: Orloven kan som udgangspunkt ikke ændres efter fristens udløb, og en allerede påbegyndt orlov kan ikke ændres.

2 ugers fædre-/medmororlov

Som far eller medmor har du ret til 2 ugers fædre-/medmororlov med løn inden for de første 10 uger efter fødslen, forudsat at beskæftigelseskravet er opfyldt.

Fædre-/medmororloven skal holdes sammenhængende og umiddelbart i forbindelse med fødslen eller hjemkomsten fra hospitalet. Efter særlig aftale kan orloven dog holdes på et andet tidspunkt inden for de første 10 uger efter fødslen. Orloven kan ikke overdrages.

Forældreorlov

Ud over fædre-/medmororloven har du som far eller medmor ret til 32 ugers forældreorlov. Du har ret til løn i op til 16 uger af forældreorloven, forudsat at DTU får dagpengerefusion:

  • 10 ugers forældreorlov til far/medmor.
  • 6 ugers fælles forældreorlov, som kan deles mellem forældrene.

Regler for de fælles uger:

  • Hvis begge forældre er ansat i staten, kan I aftale fordelingen af de 6 fælles uger.
  • Hvis kun én forælder er ansat i staten, kan denne forælder få de 6 fælles uger.

Retten til fuld løn under orloven forudsætter, at DTU får fuld dagpengerefusion. De lønnede uger går fra dine dagpengeuger, da DTU søger refusion som arbejdsgiver.

Udover de lønnede uger kan du afholde resterende forældreorlov uden løn, eventuelt med dagpenge, afhængigt af dine tilgængelige dagpengeuger. Du har desuden mulighed for at forlænge orloven med op til 14 uger, så den samlede periode kan være op til 46 uger.

Øremærket orlov

9 ugers orlov er øremærket og skal afholdes inden barnet fylder 1 år, medmindre særlige forhold forhindrer det. Øremærket orlov kan ikke overdrages til den anden forælder.

Overdragelse af orlov

13 ugers orlov kan overdrages. Disse uger skal som udgangspunkt afholdes inden barnet fylder 1 år. Du kan vælge at overdrage nogle eller alle uger til den anden forælder, som kan få barselsdagpenge under orloven, hvis betingelserne er opfyldt på det tidspunkt, orloven afholdes.

Særlige situationer

Vær opmærksom på, at der kan være særlige situationer, som kan have betydning for din orlov, f.eks. hvis du ikke bor sammen med den anden forælder og/eller barnet er født i udlandet eller hvis du har fået tvillinger. Læs mere om særlige situationer på Borger.dk.





Supportsag til HR

Supportsag til HR Opret din supportsag eller send spørgsmål til HR i DTU Serviceportal

Generelle spørgsmål til HR

Generelle spørgsmål til HR Ring til os mandag til fredag kl. 9.00-12.00 Telefon: 45255050

Opdateret 16 oktober 2025